Det er et ganske godt regnskab, som Genmab har leveret onsdag efter børslukketid, men analytikerne har været godt forberedt. Således opjusterede Genmab torsdag i sidste uge, og kursreaktionen bliver blandt andet derfor næppe voldsom.
Det vurderer Søren Løntoft Hansen, analytiker i Sydbank, efter at have kigget nærmere på kvartalsmeddelelsen.
– Aktien har allerede kørt godt, og vi fik opjusteringen for nogle dage siden. Så jeg synes ikke, at den bør stige på regnskabet til trods for, at det er bedre end ventet.
– Det kan godt være, at analytikerne skal opjustere deres estimater, men det er nok mere drevet af netto finansposter og udviklingen i valutakurser, som jo ikke nødvendigvis er en retningspil for al fremtid, siger Sydbank-analytikeren til MarketWire.
STÆRK TOPLINJE
Selve regnskabet er imidlertid en del bedre end ventet på de fleste poster.
Således er omsætningen større end forudset, og det skyldes blandt andet, at Genmab har en lukrativ aftale med sin partner Janssen, når det kommer udmåling af royalties fra salget på de internationale markeder.
Her omregnes salget til dollar baseret på for længst aftalt valutakurser, og det kommer Genmab tilgode nu, hvor dollar er styrket mærkbart igennem 2022.
– Det er rigtigt godt for Genmab i øjeblikket, og forklarer hvorfor deres royaltyindkomst er så stor sammenlignet med nettosalget af Darzalex, siger Søren Løntoft Hansen til MarketWire.
Han peger på, at også deres refusionsindtægter fra partnere for udviklingsarbejde, Genmab har udført, er større end ventet, hvilket formentlig er drevet af Genmabs samarbejde med Biontech.
Desuden er der en engangsindtægt på Tivdak på 112 mio. kr. fra en ny partner i Kina.
Samlet kom Genmab ud af tredje kvartal med en omsætning på 4087 mio. kr. mod ventet 3566 mio. kr. Indtægterne fra supersællerten Darzalex passerede 3 mia. kr., og står altså for omkring tre fjerdele af indtægterne.
Driftsresultatet, EBIT, blev 1931 mio. kr., mens analytikere havde sat næsen op efter et overskud på 1501 mio. kr.
I USA ligger Genmabs amerikanske ADR-notering 1,6 pct. højere i 40,67 dollar. Der går ti ADR-aktier på én Genmab-aktie noteret i København.
Omregnet står en Genmab-aktie dermed i 3012,50, eller omtrent 1 pct. højere end lukkekursen i København på 2981 kr.
.\\˙ MarketWire







