GN Hearing fastholder i sit endelige regnskab for tredje kvartal fredag morgen sine forventninger til hele 2022.
Det gjorde selskabet også, da GN Audio i sidste uge nedjusterede sin prognose for hele 2022, men siden da har høreapparatselskabets forventninger været diskuteret heftigt, fordi de indikerer et voldsomt stærkt fjerde kvartal med massiv vækst og voldsom indtjening.
Og den optimisme har særligt rod i lanceringen af det nye topprodukt, Resound Omnia, som har fået en flyvende start.
– Med Resound Omniva er vi for alvor tilbage i GN Hearing. Med lanceringen står vi stærkt på markedet igen, og det er selvfølgelig dejligt, siger Gitte Pugholm Aabo, der er administrerende direktør hos GN Hearing, til MarketWire efter fredagens endelige regnskab for tredje kvartal.
– Når vi bliver ved med at tro på et stærkt fjerde kvartal, er det primært på grund af Resound Omnia. Det er kommet virkelig godt fra start, og vi har solid tocifret salgsvækst for hele GN Hearing i oktober. Vi har nu også lanceret Omnia i VA, og vi har lanceret det hos Costco. Og det bliver taget virkelig godt i mod i markedet, fortsætter hun.
GN Hearing indikerer med den fastholdte prognose om en organisk vækst på 5-8 pct. i år samlet set – samt en justeret driftsmargin (EBITA) på cirka 14 pct. – et fjerde kvartal, hvor der skal leveres en organisk vækst på et midt-tocifret niveau og en indtjening på 500-600 mio. kr. i fjerde kvartal, hvis prognosen skal indfries.
Og det skal ikke komme fra et boomende marked, som både GN og konkurrenterne stadig anskuer som værende svagt.
– Når vi kigger på det samlede høreapparatmarked i tredje kvartal, var det fladt, og vi udviklede os i tråd med markedet i kvartalet, hvilket jeg er tilfreds med. Når vi kigger på USA, ser vi stadig et fladt eller let vigende marked, siger Gitte Pugholm Aabo.
– Det er naturligvis altid lettere at få vækst i et voksende marked. Men det er ikke vores antagelse at se et marked i vækst i fjerde kvartal. Når vi alligevel tror på de her resultater, er det et udtryk for, at vi tager markedsandele. Det gør vi i det private marked i USA, og det forventer jeg bestemt også, at vi kommer til i VA, fortsætter hun.
.\\˙ MarketWire







