Den norske gødningsproducent Yara har i et yderst usikkert kvartal slået analytikernes forventninger ud af ringen med stærke resultater.
Tomas Skeivys fra investeringsbanken Norne mener, at kvartalsregnskabet er “meget stærkt”, og at det viser selskabets fleksible forretningsmodel. Norne har sin holdanbefaling under revision som følge af løftede estimater og et løftet kursmål, skriver Bloomberg News.
Den justerede drift på EBITDA-niveau landede på 1 mia. dollar mod forventningen på 821,5 mio. dollar.
Bundlinjen blev 400 mio. dollar mod et tab på 143 mio. dollar sidste år i samme periode. Analytikerne havde forventet 373,1 mio. dollar.
Yara skriver i regnskabet, at der er foreslået et ekstra udbytte på 10 norske kr. per aktie, og det er noget analytikerne bider mærke i. Finanshuset Berenberg noterer, at det er under de forventede 17 norske kr. per aktie, men at der forventes mere udbytte i fjerde kvartal, da selskabet i regnskabet skriver, at bestyrelsen overvejer yderligere afkast til aktionærer samt tilbagekøb i de næste kvartaler.
Aktien ligger i toppen af det paneuropæiske indeks Stoxx 600 med en stigning på 6,5 pct. til 454,40 norske kroner.
.\\˙ MarketWire