Delebiltjenesten Greenmobility venter nu overskud i 2024 og vil lukke i Tyskland og Sverige for at koncentrere sig om stærkere markeder.
Derudover oplyser selskabet, at der ikke vil blive behov for ny kapital i 2023, og at selskabet venter at nærme sig break-even ved udgangen af 2023.
Det fremgår af en ny strategi, som selskabet har fremlagt tirsdag morgen.
Tidligere lød strategien frem mod 2025, at der ikke ville blive behov for ny kapital før “et stykke ind i 2023”. Dog rykkes målet om en flåde på 10.000 elbiler i 35 byer til 2030 fra før 2025.
– På grund af de nuværende usikkerheder i markedet – inklusive blandt andet forhøjede renter og driftsomkostninger, ændringer i de finansielle markeder og mindsket forbrug – vil Greenmobility fokusere på profitabiliteten på tværs af sine kernemarkeder, skriver selskabet.
Det betyder, at der vil blive lukket ned for det svenske og tyske marked.
– Med to lukkede markeder har gruppen nu fleksibiliteten til at sikre høj-omsætningsmarkeder og vil flytte bilflåden fra de lukkede markeder for at realisere og få gavn af øget efterspørgsel fra andre eksisterende markeder, fremgår det af meddelelsen.
Det ventes, at der vil blive lukket ned i Tyskland og Sverige i løbet af første kvartal 2023.
.\\˙ MarketWire







