En norsk storstrejke, der har varet siden mandag, er slut.
Det skriver de norske medier TV 2 og VG torsdag eftermiddag.
25.000 ansatte fra flere forskellige brancher har haft nedlagt arbejdet, siden de mandag morgen indledte en strejke.
Det er ifølge det norske nyhedsbureau NTB første gang i moderne tid, at der har været strejke under, hvad der på norsk kaldes mellomoppgjør. Det er den proces, hvor der udelukkende forhandles om lønvilkår.
Det er blandt andet ansatte på bryggerier og i fødevareindustrien samt medarbejdere på norske færgeruter, der nedlægger arbejdet.
Det er arbejdsgiverorganisationen NHO på den ene side og fagforeningerne LO og YS på den anden, der har forhandlet om medarbejdernes løn.
Det lykkedes dem søndag ikke at blive enige, og det udløste strejken.
/ritzau/