Højere priser på råvarer, inflation og øgede energipriser betyder, at kunder og forbrugere kommer til at betale mere – og det samme gør sig gældende, når der står enzymer på indkøbssedlen.
Novozymes har været i gang med at varsle og indkassere prisstigninger i 2022, og det arbejde fortsætter i år.
Det siger Lars Green, der er finansdirektør i Novozymes, til MarketWire.
– Det går godt med at få prisstigninger implementeret. Vi så priserne bidrage med større og større andel af væksten igennem 2022. Oveni har vi fået lavet aftaler om langt de fleste af de prisstigninger, som vi havde planlagt for 2023, så vi ser, at højere priser også bidrager med vækst i 2023, siger finansdirektøren og fortsætter:
– Vi forventer faktisk, at lidt mere end halvdelen af vores samlede vækst i år komme fra stigende priser.
VÆKSTEN I TRÅD MED LANGSIGTET PLAN
I år venter Novozymes tilbagegang i forhold til 2022 målt på salgsvæksten. Enzymgiganten venter en organisk salgsvækst på 4-7 pct. mod 9 pct. i 2022.
Det er dog mere, end analytikerne ventede forud for regnskabet ifølge estimater indsamlet af Novozymes selv. Analytikerne ventede på forhånd en organisk vækst på 4,1 pct. i 2023.
Lars Green mener ikke, at det er at slække på ambitionerne, at væksten ses lande lavere i år end sidste år.
– Jeg vil vende det om. Vi leverer for 2023 nogle forventninger, der endnu en gang er i tråd med vores langsigtede finansielle forventninger om en vækst på 5 pct. – og ovenpå et år, hvor vi leverede 9 pct. Så jeg synes faktisk, at det er rigtig, rigtig godt, siger finansdirektøren.
– Vi ser det i virkeligheden som en fortsættelse af en rigtig stærk organisk vækstperiode, vi nu har haft, påpeger han.
.\\˙ MarketWire







