En tredjedel af verdensøkonomien vil blive ramt af recession i år. Det vurderer Kristalina Georgieva, chef for Den Internationale Valutafond, IMF, i et interview med den amerikanske tv-station CBS, skriver Financial Times.
USA, EU og Kina er simultant alle i færd med at bremse op målt på den økonomiske vækst, vurderer Georgieva.
– Vi venter, at en tredjedel af verdensøkonomien vil blive ramt af recession, siger Georgieva, der blandt andet ser mørke skyer samle sig over EU-landene.
Omkring halvdelen af EU vil ifølge IMF-chefen blive ramt af økonomisk recession, hvilket som regel defineres som to på hinanden følgende kvartaler med negativ økonomisk vækst.
Ifølge IMF-chefen kan også Kina se frem til ny modvind på grund af omfattende coronasmitte. Ganske opsigtsvækkende spår IMF-chefen, at Kinas årlige økonomiske vækst for første gang i fyrre år formentlig være lavere end den globale økonomiske vækst og dermed trække ned i det samlede billede snarere end medvirke til at skubbe på væksten i verdensøkonomien.
– Dette er aldrig sket før, siger Georgieva i interviewet.
Ifølge Financial Times tyder meldingerne på, at IMF snart sænker sin vækstprognose for 2023 igen. IMF skar også sin prognose tilbage i oktober og opdaterer som regel sit syn på verdensøkonomien i forbindelse med Davos-topmødet arrangeret af World Economic Forum. Det ligger i år den 16. til den 20. januar.
I forhold til den amerikanske økonomi ser Georgieva stadig mulighed for, at en økonomisk recession kan undgås. Det skyldes, at arbejdsløsheden er så lav.
Link til originalartikel: https://www.ft.com/content/e9c4743b-945d-422b-8f4b-3c2a8a237b70
.\\˙ MarketWire







