Den globale inflation kan nærme sig en foreløbig top, men kan også vise sig endnu mere vedholdende.
Sådan lyder forventningen fra Den Internationale Valutafonds administrerende direktør, Kristalina Georgieva, i et interview ifølge Bloomberg News.
Forhåbningen om en foreløbig inflationstop kommer forud for friske nøgletal for de amerikanske forbrugerpriser i oktober. Hvor de blev opgjort til 8,2 pct. i september, ser økonomerne prisstigningerne aftage til 7,9 pct.
Desuden ses kerneinflationen – forbrugerpriser eksklusive energi og fødevarer – aftage til 6,5 pct. fra 6,6 pct. i september.
– Jeg vil ikke tage forskud på dataene, men det er meget sandsynligt, at vi er ved toppen, siger Kristalina Georgieva i et interview med Bloomberg Television.
– Vi ser nu centralbankerne i høj grad forenede om at bekæmpe inflationen som en topprioritet – og med rette, fortsætter hun og tilføjer, at lykkes centralbankerne ikke med at tæmme inflationen, kan det skade det økonomiske vækstfundament og prisstabiliteten.
Den næste udfordringer bliver at få inflationen ned i det ønskede niveau.
– Inflationen bliver svær at få ned i et ønsket niveau omkring 2 pct., siger IMF-direktøren.
Det kommer til at kræve en bedring af forsyningskæderne, fortsætter hun. Sker det ikke, vil det “uundgåeligt” presse forbrugerpriserne videre op, vurderer Kristalina Georgieva.
Inflationen i eurozonen blev i oktober opgjort til 10,7 pct., og i Danmark lød forbrugerprisstigningen på 10,0 pct. i oktober.
.\\˙ MarketWire







