Det er ganske stærke væksttal for fjerde kvartal og hele 2022, som serviceselskabet ISS mandag morgen har præsenteret.
Og baggrunden er i høj grad virksomhedernes stigende tendens til investeringer i kontorerne for at trække medarbejdere tilbage på arbejdspladsen efter meget hjemmearbejde under coronapandemien.
Sådan lyder vurderingen fra Klaus Kehl, der er analytiker hos Nykredit Markets.
– Det er en rimelig bred fremgang trukket af tendens til tilbagevenden til kontorerne. ISS’ kunder begynder at investere mere og mere i deres medarbejdere, siger han til MarketWire.
– Mange bliver nødt til at gøre et eller andet for at trække deres medarbejdere tilbage på kontoret. Det bliver der snakket meget om blandt andet i USA, fortsætter han.
Det betyder blandt andet konkret, at der bliver afholdt flere events, og at kantinerne bliver opgraderet.
– Det er noget, som ISS samlet set nyder godt af. Og så er der et godt underliggende kommercielt momentum i ISS i øjeblikket, siger Klaus Kehl.
– Selskabet rammer en organisk vækst på 9,4 pct. i fjerde kvartal. Det er ret højt for ISS, så det er flot, fortsætter han.
STÆRKERE END KONSENSUS
Med væksten på 9,4 pct. i fjerde kvartal leverede ISS samlet set en organisk vækst på 7,8 pct. i 2022, hvilket var stærkere end ventet i den seneste prognose fra november, der lød på cirka 6,5 pct.
De frie pengestrømme blev desuden 1,7 mia. kr. i 2022 mod selskabets egen forventning om cirka 1,5 mia. kr.
Væksttallene er også bedre end ventet af analytikerne, der havde sigtet efter en organisk vækst på 5,2 pct. i fjerde kvartal ifølge estimater indsamlet af ISS selv efter periodemeddelelsen for tredje kvartal.
For hele 2022 havde analytikerne regnet med en vækst på 6,7 pct.
MARGINER HOLDES NEDE AF OPSTART AF STORE KONTRAKTER
Ser man på driften, endte marginen før særlige poster – trods noget bedre gang i toplinjen end ventet – helt som ventet i 2022, hvor den er opgjort til 3,8 pct. i de foreløbige tal fra mandag.
Det er helt i tråd med prognosen fra november.
Og det hænger blandt andet sammen med mange omkostninger til opstarten af nye store kontrakter på eksempelvis det amerikanske marked.
– ISS er blandt andet i gang med at starte nogle store kontrakter i USA op, påpeger Klaus Kehl.
Investorerne tager også positivt i mod nyhederne fra ISS. Efter kort tids handel mandag stiger aktien med 2,5 pct. til 159,75 kr.
.\\˙ MarketWire