Den kinesiske valuta, yuan, har mandag sat kurs mod det svageste niveau nogensinde mod den amerikanske dollar.
En dollar er for første gang nogensinde krøbet over 7,30 yuan, målt på offshore-noteringen i Hongkong. Nærmere bestemt koster en dollar mandag formiddag 7,3050 yuan mod 7,2435 yuan fredag eftermiddag.
Ifølge Bloomberg News skal den kinesiske valutas nedtur ses i lyset af voksende bekymringer om den økonomiske vækst i Kina.
Svækkelsen kommer i øvrigt efter en lang stribe økonomiske nøgletal mandag og weekendens partikongres i Kina, hvor præsident Xi Jinping fik indløst sin tredje femårsperiode som øverste leder i landet.
Dermed brød Xi med traditionen siden Mao, hvor ingen leder har siddet på magten i mere end ti år.
Politiske kommentatorer peger på, at Xi har taget et endnu tydeligere greb om magten og har fået luget ud i oppositionen, således at Politbureauets stående komité nu udelukkende består af Xi-loyalister.
På børsen i Hongkong var aktierne mandag i voldsom modvind. Det toneangivende Hang Seng-indeks faldt næsten 7 pct.
I Shanghai bakkede det toneangivende aktieindeks mere afdæmpet med lige over 2 pct.
.\\˙ MarketWire







