It-selskabet NNIT så dagens lys som selvstændigt aktieselskab tilbage i 1999 under navnet Novo Nordisk IT. Siden blev selskabet børsnoteret i 2015 – men det er fortsat Novo, der ejer en stor del af selskabet.
Novo Holdings ejer 33,5 pct. af NNIT, mens Novo Nordisk ejer 17,5 pct. Samlet er 90 pct. af aktier i NNIT ejet af investorer med base i Danmark, 7 pct. er udenlandske investorer – og de resterende 3 pct. er ikke registreret med navn.
Men står det til topledelsen, er det helt naturligt, at ejerkredsen ændrer sig på sigt.
– Det er bestemt en ambition vi har på lidt længere sigt, siger Carsten Ringius, der er finansdirektør i NNIT.
– I kraft af at vores geografiske footprint ændrer sig mod et mere internationalt footprint, så vil vi også tiltrække mere internationale investorer efterhånden som vores tyngde øges i USA og i Japan og i resten af Europa. Og vi vil selvfølgelig komme på landkortet også hos internationale investorter i takt med, at vi følger vores vækstrejse, siger finansdirektøren til MarketWire.
NNIT har allerede løsrevet sig ret så meget fra Novo Nordisk og er gået mod andre kunder i Life Science-segmentet og Cloud & Digital Solution-divisionen. Novo Nordisk stod for 9 pct. af indtægterne fra de fortsættende aktiviteter i 2022 mod omkring halvdelen i 2016.
Pär Fors, der er administrerende direktør i it-selskabet, er dog glad for den stabilitet, der har været i ejerkredsen:
– Vi har været glade for at have en stabil aktieinvestor som Novo-familien som hovedaktionær. Men ambitionen i det nye NNIT er at tiltrække flere investorer både i Danmark og internationalt, siger topchefen.
Og Carsten Ringius finder det helt naturligt, at ejerkredsen over tid vil ændres:
– Når man kigger på vores kundeportefølje, så er det store international globale virksomheder – især i vores Life Science-segment. Så det vil være naturligt, vi tiltrækker investorer, der har fokus på de segmenter.
NNIT oplyser, at Chr. Augustinus Fabrikker ejer 5,86 pct. af aktierne, mens Danske Bank ved udgangen af 2022 ejede 5,12 pct. af selskabets aktier.
.\\˙ MarketWire