Den norske krone svækkes på ny fredag morgen, efter at inflationstal har vist, at prisstigningstakten er aftaget.
Forbrugerpriserne fraregnet energi og skatteændringer steg 5,7 pct. i november mod 5,9 pct. i oktober. Det kommer som en overraskelse for økonomer, der ifølge Bloomberg News havde ventet en prisstigningstakt på 6,0 pct.
Ikke desto mindre er inflationen stadig høj, og hos Sydbank venter seniorøkonom Kim Blindbæk fortsat en renteforhøjelse fra Norges Bank på 25 basispoint til 2,75 pct. i næste uge, som indikeret på seneste rentemøde i november.
Til gengæld kan Norges Bank meget snart være i mål, også selv om inflationen er høj.
– Omvendt har vi set, at den norske økonomi er blevet ramt af mere modvind. Den globale økonomi er på vej ned i gear, boligpriserne falder og færre virksomheder melder om kapacitetsproblemer.
– Derfor vurderer vi, at Norges Bank formentlig vil signalere, at renten topper omkring 3 pct. i starten af 2023, skriver Kim Blindbæk i et notat.
På valutamarkedet er den norske krone fredag morgen svækket til 0,7063 kr. fra 0,7071 kr. torsdag eftermiddag. Siden starten af december er den norske krone blevet næsten to øre billigere i dansk regning.
– Det skyldes blandt andet, at olieprisen er faldet med omkring 10 pct. i indeværende måned, skriver Kim Blindbæk.
.\\˙ MarketWire







