Organisationen af Olieeksporterende Lande ser med “forsigtig optimisme” på udviklingen i verdensøkonomien, der på den ene side nyder godt af en bedring i olieefterspørgslen i Kina, mens den tynges af usikkerhed andetsteds.
Det siger Haitham Al-Ghais, der er generalsekretær i Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, ved World Economic Forum ifølge Bloomberg News.
Opec ser tegn på bedring, efter at den kinesiske regering har lempet sine strenge coronarestriktioner.
– Vi er optimistiske, men vi er forsigtigt optimistiske, siger generalsekretæren til Bloomberg TV.
Oliepriserne indledte 2023 med store fald, men har siden fundet sig til rette i niveauet 84,85 dollar for en tønde af den europæiske referenceolie – en tand under niveauet på sidste handelsdag af 2022 i 85,91 dollar for en tønde.
Priserne har på den ene side været understøttet af en stigende efterspørgsel på olie, i takt med at Kina er genåbnet efter flere år med pludselige og omfattende nedlukninger. Omvendt har genåbningen skabt store smitteudbrud, hvilket har modsatvirkende effekt på efterspørgslen.
I 2022 måtte Opec sammen med allierede lande som Rusland – samlet kendt som Opec+ – sænke sin olieproduktion for at hæve priserne. I år er den samlede organisation klar til at gøre, “hvad der skal til” for at bibeholde markedsbalancen.
Organisationen mødes 1. februar for at diskutere tilstanden på markedet. Det er dog endnu for tidligt at fastslå, om Opec+ vil ændre sin politik.
Lige nu ses Vesten som en negativ faktor for oliepriserne, hvilket dog opvejes af stigende vækst i Asien, forklarer Haitham Al-Ghais.
Han fortæller videre, at det er for tidligt at afgøre, om Vestens sanktioner mod den russiske olieeksport kræver en modreaktion fra Opec i form af øget produktion.
.\\˙ MarketWire







