Parken Sport & Entertainment vil med tilbagevirkende kraft udskille fodboldklubben F.C. København i et selvstændigt partnerselskab.
Selskabet vil være fuldt ejet af Parken Sport & Entertainment.
Udskillelsen, der ikke kræver myndighedsgodkendelse, er sket med tilbagevirkende kraft fra 1. januar, mens selskabet formelt vil blive registreret i slutningen af marts.
Det nye selskab, F.C. København P/S, vil udover fodboldaktiviteterne også forestå udlejning af Parkens stadion til landskampe, koncerter og events, oplyser Parken.
Ejerskabet af kontortårnene i Parken og stadion forbliver i Parken Sport & Entertainment, og der vil mellem moderselskabet og F.C. København blive etableret en 30-årig uopsigelig lejekontrakt for leje af stadion eksklusive kontortårnene.
– Det vurderes fortsat, om der skal ske en udskillelse af ejerskabet til kontortårnene og stadion til et selvstændigt datterselskab til Parken Sport & Entertainment, ligesom afsøgningerne af et eventuelt salg af koncernens ejendomsportefølje og Lalandia-aktiviteterne endnu ikke er afsluttet, skriver selskabet.
.\\˙ MarketWire







