Det britiske pund har torsdag eftermiddag fået medvind, efter meddelelsen om, at premierminister Liz Truss skulle mødes med formanden for de konservative medlemmer af parlamentet, Graham Brady.
Det satte gang i spekulationer om hendes afgang, som hun efterfølgende har annonceret i en tale foran Downing Street 10.
Det britiske pund ligger ved 14.45-tiden i 1,1254 dollar sammenlignet med 1,1190 dollar før de første rygter om, at hun skulle mødes med formanden for de konservative medlemmer af parlamentet.
Valutaen nåede lige før selve annonceringen dog helt op i 1,1300 dollar, men den er siden faldet til 1,1254 dollar.
Den samme udvikling så man også på aktiemarkederne, hvor den amerikanske S&P 500-future steg til 3730 lige før annonceringen fra 3700 før meddelelsen om mødet med Graham Brady. Efter annonceringen af sin tilbagetræden er futuren dog faldet tilbage til 3700.
Liz Truss har siddet 44 dage på posten og bliver siddende frem til, at en afløser er fundet. Det forventer hun sker i løbet af den næste uge, lød det i talen.
.\\˙ MarketWire







