Den europæiske luksussektor er generelt i god gænge her ved indgangen til 2023. Det vurderer Royal Bank of Canada, RBC, i en analyse.
Bankens analytiker Piral Dadhania mener, at selskaberne i sektoren er kommet ind i det nye år med en mere fair værdifastsættelse end sidste år.
Piral Dadhania estimerer ifølge Bloomberg News, at luksusaktier i snit vil vokse med 7 pct. organisk i år, mens producenter af sportsartikler ses vokse med 9 pct. organisk. Han vurderer ligeledes, at de selskaber, der klarede sig bedst på marginerne i 2022 som Louis Vuitton-ejeren LVMH og schweiziske Richemont, burde være i stand til at opretholde de stærke niveauer på højere indtægtsgrundlag og mere effektive modeller.
Derimod kan selskaber, der gør i sportsartikler, sandsynligvis komme lidt i modvind.
Piral Dadhania foretrukne aktier er føromtalte Richemont og LVMH samt Kering, der står bag mærker som Balenciaga, Gucci og Saint Laurent, Nike og Puma.
Analytikeren er dog ikke så lun på danske Pandora, der får sænket anbefalingen til “underperform” fra “sector perform” hos Royal Bank of Canada. Kursmålet er uændret 460 kr.
Også Nordea har set lidt nærmere på Pandora og har tirsdag hævet sit kursmål til 370 kr. fra 340 kr. samt en fortsat salgsanbefaling.
Ifølge Bloomberg har tre analytikere en salgsanbefaling af Pandora, otte siger “hold”, mens hovedparten af analytikerne – 11 – har en købsanbefaling af aktien. Det gennemsnitlige kursmål er for øvrigt 622,06 kr.
Pandora steg mandag 2,3 pct. til 536,80 kr.
.\\˙ MarketWire







