Den danske statsgæld er raslet ned. Omkring en fjerdedel er barberet af det seneste år, viser tal fra Nationalbanken.
Det betyder, at gælden svarer til 11 procent af Danmarks bruttonationalprodukt (bnp) – et nøgletal, der bruges til at opgøre et lands økonomi.
Det er ifølge Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv, et vildt tal, som er tæt på det laveste nogensinde.
– Forklaringen er, at økonomien er kommet flyvende ud af coronakrisen med rekordhøj beskæftigelse og meget lav ledighed.
– Dertil var der i 2021 en positiv udvikling på aktiemarkedet. Det har gavnet pensionsafkastskatten, siger han.
Den lave statsgæld gør, at Danmark er bedre rustet til en økonomisk krise, end det er tilfældet for mange andre lande:
– Modvinden vil lægge en dæmper på indtægterne og samtidig få udgifterne til at stige til for eksempel ledighedsydelser.
– Denne her lavere gæld gør, at vi er bedre rustet, siger Kristian Skriver fra Dansk Erhverv.
/ritzau/







