De amerikanske aktier er steget med omkring 10 pct. siden den seneste bund i slutningen af september, da investorerne i tiltagende grad har satset på, at den amerikanske centralbank Federal Reserves rente snart vil toppe, inden pengepolitikken atter vil blive lempet igen.
Investeringsbanken Morgan Stanleys chefstrateg, Mike Wilson, der i slutningen af 2021 forudså sidste års aktienedtur, advarer imidlertid investorerne mod at købe sig ind i markedet nu.
Det skriver Bloomberg News.
Hos Morgan Stanley har man noteret sig markedets pessimisme omkring den økonomiske vækst, men alligevel er estimaterne for virksomhedernes indtjening stadig for høje, påpeges det.
Det betyder, at aktierne i S&P 500 kan falde meget mere end til de 3500-3600 indekspoint, et minus på op mod 10 pct., der lige nu indregnet i tilælde af en mild recession.
– Konsensus kunne have ret omkring retningen, men ikke omfanget, hedder det i analysen fra investeringsbanken.
Mike Wilson advarer om, at kursfaldet kan blive mere end dobbelt så stort, og at bunden i dette bjørnemarked muligvis er i 3000 point, hvilket vil sige knap 23 pct. under mandagens lukkeniveau i 3892 point.
Det laveste, S&P 500 har været i denne bjørnemarked, var i slutningen af september, da det lukkede lige under 3586 indekspoint.
.\\˙ MarketWire







