Sydbank opjusterede torsdag sine forventninger til hele 2022, hvor der nu ventes et samlet nettooverskud på 1850-1950 mio. kr. mod tidligere spået 1700-1850 mio. kr.
Dermed bevares der et spænd på 100 mio. kr. i prognosen, selv om der – eksklusive torsdag – blot resterer fem bankdage i året.
Men det hænger sammen med, at ikke alt i regnskabsbøgerne endnu er regnet helt sammen.
– Det handler ikke bare om, at det er svært at spå. Mange ting i en bank af Sydbanks størrelse baserer sig på modeller, og det bliver ikke regnet helt igennem, før vi kommer over på den anden side af nytår, forklarer Karen Frøsig, der er administrerende direktør hos Sydbank, til MarketWire.
Torsdagens opjustering var i øvrigt den anden på blot en måned. Sydbank opjusterede nemlig også forventningerne den 22. november.
.\\˙ MarketWire







