SAS må fortsætte arbejdet med at få godkendt sit kapitalrejsningsdokument, efter at den amerikanske konkursdomstol i nat afviste dokumentet i første omgang.
Det er særligt Danmarks rolle i kapitalrejsningen, der fik dommeren til at gøre modstand, fremgår det af en analyse fra Sydbank.
Statens rolle er ifølge aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen “omdrejningspunkt for hele redningsprocessen”.
Den danske stat udgør “bagstopper” og “fundament” for en redning af SAS, der fra begyndelsen af konkursbeskyttelsesprocessen har lovet økonomisk opbakning, skriver Jacob Pedersen.
– Hvis dommerens afvisning sker med udgangspunkt i den specialposition, så venter der et gevaldigt forklaringsarbejde for SAS for at få omstødt afvisningen, uddyber Jacob Pedersen og fortsætter:
– Dommerens syn, på at ingen investor bør få “forkørselsret” til en ejerandel, er egentlig fair. I forhold til at redde SAS er det dog at vende logikken på hovedet, da SAS nok slet ikke kan tiltrække nye investorer uden den danske stats opbakning.
Det kan blive til noget arbejde for SAS, men aktieanalysechefen afviser ikke, at SAS kan gennemføre sin kapitalrejsning uden en forhåndsgodkendelse af den danske stat.
– Afvisningen kan skubbe til SAS’ tidsplan og afføder nok behov for en omskrivning af kapitalrejsningsdokumentet, hvor der bliver lagt op til en mere ligelig investorjagt, skriver Jacob Pedersen.
Sydbank fastholder “sælg” som anbefaling af aktien.
SAS-aktien falder 5,9 pct. til 0,1933 kr. ved 13:30-tiden.
.\\˙ MarketWire