For anden gang på mindre end tre måneder har Tesla sænket priserne på det kinesiske marked, skriver Reuters.
Prisjusteringen fremgår fredag af Teslas kinesiske hjemmeside, hvor prisen på model 3 eksempelvis er skåret til 229.900 yuan – eller 236.800 kr. – fra 265.900 yuan.
Tiltaget kommer, efter at Tesla i december måtte se sine salgstal ramme det laveste niveau i fem måneder. Desuden er en statslig støtteordning til elbilmarkedet netop udløbet.
Medregnet den senest prisjustering i oktober har Tesla nu kappet mellem 13 og 24 pct. af priserne på sine bilmodeller i Kina sammenlignet med prisen i september, viser beregninger foretaget af Reuters.
Det kinesiske elbilmarkedet er præget af intens konkurrence fra flere lokale producenter, herunder verdens største elbilproducent, BYD, der i december kunne se sit salg fordoblet fra samme måned sidste år, mens Teslas dykkede 42 pct., skriver Reuters.
Tesla har hidtil alene solgt Model 3 og Model Y i Kina, mens BYD har et langt mere varieret udvalg.
Fredag har Tesla dog valgt at tage kampen op og har også annonceret priser for Model S og Model X i Kina.
Med fredagens prisnedsættelser koster Teslas Model 3 og Model Y nu henholdsvis 24 pct. og 32 pct. mindre end i USA, der er Teslas største marked, viser beregninger fra Reuters.
Tesla-aktien faldt torsdag 2,9 pct. til 110,34 dollar.
.\\˙ MarketWire







