Forsikringskoncernen Tryg kom målt på indtjeningen noget bedre ud af første kvartal, end analytikerne havde regnet med.
Det skyldes blandt andet noget lavere vejrskader og storskader end ventet samt en god udvikling i synergier og omkostninger, siger Trygs koncerndirektør, Morten Hübbe, i et interview med MarketWire.
– Vi har fået en rigtig god start på året med et stærkt og solidt resultat, siger Morten Hübbe om regnskabet, som viser et forsikringsresultat på 1474 mio. kr., hvilket er 45 pct. bedre end rapporteret i samme periode sidste år – og ca. 6 pct. bedre end konsensusforventningerne hos analytikerkorpset.
Om årsagen til afvigelsen i forhold analytikerforventningerne peger koncernchefen på flere områder.
– Jeg tror, det er en blanding af, at der er medvind på storskader og vejrskader – og også på diskontering. Samtidig går det rigtigt godt med vores synergier. Det går fornuftigt med vores omkostninger og væksten giver også et forøget samlet forsikringsresultat.
– Så der ligger vi samlet lidt bedre, og så ligger vi også lidt bedre på resten af vores tal, så vores før skat resultat lander ca. 19 pct. bedre end konsensus, påpeger Morten Hübbe.
På “diskontering” nyder selskabet godt af det stigende renteniveau, idet en højere forrentning betyder, at der her og nu skal sættes færre penge til side til at dække fremtidige skader.
.\\˙ MarketWire