Boozt præsenterer stolt sit regnskab for fjerde kvartal og årsregnskabet for 2022 efter et par gode måneder med flot salg under Black Friday og julemåneden.
Selskabet ser ind i 2023 med ambitioner om at accelerere stigningen i sin markedsandel med en udvidelse af sortimentet.
– Vi har lanceret vores nordiske stormagasin-koncept, hvor vi leverer til kvinder, mænd, børn, sport, beauty og home. Vi kan se, at vores kunder køber i flere kategorier, og det gør, at vi er ret fortrøstningsfulde.
— Det virker til, at mange vælger os, fordi de kan få det hele. Det gør, at vi er ret sikre på, at vi kommer til at tage markedsandele, siger Hermann Haraldsson, administrerende direktør i Boozt, til Marketwire.
Handelsplatformen har præsenteret sine kategorier, men arbejder nu frem imod at brede kategorierne ud.
– Vi gør hele tiden kategorierne bredere. Vi kan se, at selvom kunden kommer for at købe i en kategori, ender kunden med at have købt i flere kategorier. Det er derfor, at vores gennemsnitlige kurv stiger, uddyber han.
Målet om at tage markedsandele sker, samtidig med at Boozt mener, at markedsudsigterne virker usikre. Det skriver selskabet i sit regnskab for 2022.
– Vi tror ikke på den store vækst i markedet, og vi kan ikke vide, om presset fra inflationen falder, om krigen i Ukraine falder til ro, eller om energipriserne falder, finder et naturligt leje eller stiger igen, siger Herman Haraldsson.
.\\˙ MarketWire