Topdanmarks administrerende direktør, Peter Hermann, ser en konsolidering udspille sig i forsikringssektoren.
– Der er en interesse i at konsolidere, og jo – jeg tror, der vil ske en konsolidering. Omvendt er der også mange dygtige spillere på markedet, som gør det ganske udmærket, fortæller topchefen til MarketWire.
– Men jeg tænker, hvis vi ser på bankerne, og vi også har set det inden for forsikringer og pension – at der er en konsolidering i gang, fortsætter han.
Selv har Topdanmark bidraget til konsolideringen gennem sidste års salg af livsforsikringsselskabet Liv Holding og købet af Oona Health, der udbyder sundhedsforsikringer.
– Vi mener, at fremtiden inden for skade er at have nogle stærke sundhedsprodukter. Det er et område i vækst, som den danske befolkning har forventninger til, der i øjeblikket ikke bliver indfriet. Der er skadeselskaberne vores konkurrenter, som også har sundhed på paletten, siger Topdanmarks administrerende direktør.
Opkøbet af Oona, der også tæller datterselskaber som Dansk Sundhedsforsikring, blev offentliggjort i marts for 2,25 mia. kr.
Topdanmark har nu afsat yderligere 100 mio. kr. i ekstraordinære omkostninger forbundet med opkøbet, der ventes gennemført inden udgangen af 2023 med forbehold for myndighedsgodkendelser.
Derfor er der sat et ekstrabeløb af til opkøbet, forklarer Peter Hermann.
– Der vil være nogle ekstraordinære omkostninger, når du integrerer en virksomhed. Du kan kalde det en ekstrapris oven i købsprisen, men det er noget, vi venter at komme til at tage ud af den kommende forretning fremadrettet, siger han til MarketWire.
TABTE SYNERGIER FRA FRASALG
Topdanmark, der sidste år solgte sin livsforsikringsselskabet Liv Holding til Nordea, har i første kvartal oplevet en stigning i omkostningsprocenten som følge af manglende synergier efter det gennemførte frasalg.
I første kvartal steg omkostningsprocenten til 17,2 pct. fra 16,0 pct. i samme periode for et år siden.
Det skyldes, at omkostninger, der før kunne deles mellem de to virksomheder, fremover betales af én.
– Der er nogle omkostninger, der ikke forsvinder af sig selv, og de skal nu kun betales af skadeselskabet, siger Peter Hermann og påpeger, at Topdanmark havde ventet en negativ påvirkning i niveauet 100-150 mio. kr.
– Vi kan ikke slippe af med dem alle sammen. Det er klart, at vi vil gøre, hvad vi kan over den næste årrække, for at blive mere effektive og organisere os anderledes, så nogle af omkostningerne kan fjernes, men vi vil ikke kunne fjerne det hele, fortsætter topchefen.
Topdanmark havde før frasalget gennem mere end 50 år haft livsforsikringen som en del af sine aktiviteter.
.\\˙ MarketWire