Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump opfordrer republikanske lovgivere til at afvise at hæve gældsloftet, hvis ikke demokraterne går med til nedskæringer i statens udgifter.
Det sker onsdag lokal tid under en spørgerunde med primært republikanske vælgere arrangeret af mediet CNN i Manchester i delstaten New Hampshire.
– Jeg siger, republikanerne, kongresmedlemmerne, senatorerne, hvis de ikke giver jer massive nedskæringer, så er I nødt til at misligholde (gælden, red.), siger han.
Under interviewet blev Donald Trump af CNN’s moderator spurgt ind til en række ting som blandt andet krigen i Ukraine.
Han afviste at svare på, om han ønskede, at Ukraine skal vinde krigen.
– Jeg vil have, at folk skal stoppe med at dø – både russere og ukrainere … Jeg vil have, at Europa skal give flere penge, fordi de griner af os, siger han.
Adspurgt om han stadig respekterer Ruslands præsident, Vladimir Putin, som han tidligere har sagt, svarer Donald Trump, at Putin har begået en “stor fejl”.
På spørgsmålet om, hvorvidt han mener, at Putin er en krigsforbryder blandt andet på grund af de mange dræbte civile, svarer Trump:
– Hvis du siger, han er en krigsforbryder, er det meget sværere at lave en aftale (om fred, red.).
/ritzau/