Forsikringskoncernen Tryg har indtil videre modtaget cirka 750 skadesanmeldelser efter stormen Otto.
Selvom tallet ventes at stige “væsentligt” de kommende dage, så tyder det ikke på, at omfanget vil nå op på niveauet fra stormen Malik i januar sidste år.
Det oplyser pressechef for Tryg Danmark Susanne Lindhage til MarketWire.
– I skrivende stund har vi modtaget cirka 750 anmeldelser om stormskader, og vi forventer, at tallet vil stige væsentligt i løbet af de kommende dage. Ikke mindst efter i dag, hvor mange virksomhedsejere kommer tilbage fra weekend, ligesom der vil være familier, der er kommet tilbage fra vinterferie i går.
– Med forbehold for, hvad der kommer ind i løbet af de næste dage, ser det dog langt fra lige så slemt ud som ved nogle af de seneste års store storme. Bedømt ud fra antallet af anmeldelser på nuværende tidspunkt, bliver det formentligt færre skader, end vi så som følge af Malik i januar sidste år, oplyser Susanne Lindhage.
Hun fortæller endvidere, at der hos de fleste kunder heldigvis er tale om mindre skader såsom knuste drivhuse, væltede hegn og nedfaldne tagsten m.m.
– Men der er også grene/træer, som er væltet ned i huse og har forårsaget større skader, ligesom der er sket skader på tagkonstruktioner og biler. Den største skade vi pt. har modtaget, er fra Aalborg, hvor en del af facaden på en bygning er styrtet ned, fortæller Susanne Lindhage.
Topdanmark og Alm. Brand Group oplyste tidligere mandag til MarketWire, at de to forsikringskoncerner foreløbigt havde modtaget henholdsvis 600 og 700 skadesanmeldelser.
På det danske skadesforsikringsmarked er Tryg den største aktør, efterfulgt af Alm. Brand Group og Topdanmark.
.\\˙ MarketWire







