Forbrugerpriserne i den folkerigeste tyske delstat, Nordhein-Westfalen, faldt i december mere end ventet på månedsbasis.
Udviklingen skaber forhåbninger om, at også det samlede tyske forbrugerpristal, der offentliggøres i eftermiddag, vil vise et større fald i inflationen end ventet.
Forbrugerpriserne i Nordhein-Westfalen faldt med omkring 1 pct. i december i forhold til november, mens der for hele Tyskland på forhånd kun var ventet et fald i priserne på 0,6 pct.
– Det skaber forhåbninger om, at faldet i det samlede tyske forbrugerpriser godt kan blive større end ventet. Det tyder på, at dels de faldende naturgaspriser og så også det, at de tyske husstande har fået lov til at slippe for at betale deres decemberenergiregning, har trukket mere ned i inflationen, siger chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank til MarketWire.
I forhold til samme måned året før ventes de tyske forbrugerpriser at være steget 9,0 pct. efter en stigningstakt på 10,0 pct. i november. I Northein-Westfalen aftog årsstigningstakten i december til 8,7 pct. fra 10,4 pct., viser opgørelsen tirsdag morgen.
Økonomerne vil holde nøje øje med, hvilke komponenter, der trækker op og ned i den samlede tyske inflation, når det offentliggøres kl. 14.
– Hvis det bare er energi, så er det stadigvæk fint, men vi vil også gerne se, at sådan noget som kerneinflationen kommer til at aftage noget. Det er noget, som ECB fokuserer en del på, siger Kim Fæster.
Han bemærker i den forbindelse udtalelser af chefen for Den Europæiske Centralbank, ECB, Christine Lagarde, i weekenden.
– Hun sagde, at man simpelthen er nødt til at hæve renterne for at undgå, at der kommer sådan en løn-pris-spiral i gang. Det var trods alt et ret aggressivt signal, som jo også er sådan en form for videreførelse af de meldinger, hun lavede i forbindelse med ECB-mødet i midten af december, siger Kim Fæster.
Mens den tyske regerings beslutning om helt at sløjfe gasregningen i december midlertidigt trækker klart ned i inflationen i december, så vil det omvendt trække op, når tyskerne igen kommer til at betale i januar.
Det vil også smitte af på det samlede inflationstal for eurozonen i januar.
– Selv om inflationen formentlig vil tiltage i januar (trukket af Tyskland), forventer vi generelt, at inflationen aftager markant i løbet af 2023. Der er stadig stor usikkerhed om hastigheden, men vi venter, at vi sandsynligvis skal ind i starten af 2024, før inflationen igen er helt nede på ECB’s målsætning, vurderer Kim Fæster.
.\\˙ MarketWire







