Storbritanniens nye finansminister, Jeremy Hunt, vil mandag præsentere en række finansielle tiltag, der skal berolige de oprørte markeder, efter at hans forgænger med sit ufinansierede minibudget sendte obligationsrenterne op og pundet i dørken.
Den kolde modtagelse af minibudgettet fik i sidste uge premierminister Liz Truss til at fyre forhenværende finansminister Kwasi Kwarteng. Selv hænger Liz Truss’ fremtid som premierminister i en tynd tråd, da flere konservative parlamentsmedlemmer ifølge Daily Mail har i sinde at vælte hende.
Blandt andet vil Jeremy Hunt afkorte perioden med energiprisloft og skrotte næsten alle planer om skattelettelser, der blev annonceret i minibudgettet den 23. september. Samlet skal tiltagene sikre besparelser for 32 mia. pund.
Det universelle energiprisloft vil nu løbe frem til april, hvorefter det vil blive “målrettet”.
Det britiske pund handles mandag eftermiddag i 1,1308 dollar mod 1,1266 dollar fredag eftermiddag. Søndag aften blev pund dog handlet til 1,1148 dollar.
Samtidig er renten på den tiårige britiske statsobligation i dagens løb faldet 41 basispoint til 3,93 pct.
Minibudgettet, der blev fremlagt af Kwasi Kwarteng 23. september, havde til formål at skabe vækst i Storbritannien gennem omfattende skattebesparelser.
Regningen lød ifølge regeringen på 161 mia. pund over fem år, mens eksperter så en pris på op mod 200 mia. pund.
Budgettet indeholdt de mest omfattende skattelettelser i Storbritannien i 50 år og ville blandt andet betyde en sænkning af selskabsskatten og sænkningen af marginalskatten til 40 pct. fra 45 pct.
De ufinansierede skattelettelser vakte stor tumult på de britiske obligationsmarkeder og svækkede samtidig pund voldsomt. Det fik den britiske centralbank, Bank of England, til sidste uge at øge sit støtteopkøb af obligationer frem til og med fredag.
Samme dag blev Kwasi Kwarteng fyret af Liz Truss efter kun 38 dage på posten.
.\\˙ MarketWire







