Verdensbanken anslår, at Kinas økonomi i år vil vokse med 2,7 procent. I juni lød prognosen på 4,3 procents vækst.
Pandemien og svagheder på ejendomsmarkedet er vigtige faktorer, som har spillet ind ved tirsdagens nedjustering af forventningerne til verdens næststørste økonomi.
Verdensbanken nedjusterer også dens prognose for næste års økonomiske vækst fra 8,1 til 4,3 procent.
Beijings egen prognose for indeværende år ligger på 5,5 procent – et tal, som mange analytikere nu finder uopnåeligt.
– Den økonomiske aktivitet i Kina fortsætter med at gå ned i forbindelse med pandemien, fremhæver Verdensbanken.
Efter flere år med pludselige nedlukninger, massetests af covid-19, lange karantæner og rejserestriktioner opgav Kina i denne måned meget abrupt den omstridte nul-covid-politik.
Men amerikanske forskere har advaret om, at over en million kinesere vil dø af covid-19 inden udgangen af 2023 under en eksplosion af smitte, som er undervejs.
Sygdommen har allerede spredt sig fra nord til syd i det store land, efter at kommunistpartiet i december skiftede kurs og ophævede de strenge nedlukninger.
Det var netop de gentagne nedlukninger, der i løbet af efteråret førte til usædvanlige demonstrationer rundtom i landet. En kritik, der flere steder også blev rettet mod Kinas leder, Xi Jinping, og Kommunistpartiet. Mange kinesere var på desperationens rand.
Kina har ikke siden 7. december officielt bekræftet nogen covid-dødsfald.
Omikron-varianten, der er velkendt i Danmark og Europa, er stærkt smitsom. Den får nu frit løb i Kina. I modsætning til de fleste i Vesten har kineserne relativt lav vaccinedækning mod covid-19, og de har ikke på samme måde oplevet den naturlige smitte, der giver en vis resistens over for sygdommen.
Institute for Health Metrics and Evaluation (IHME), en forskningsenhed i USA, forudser, at over en million kinesere kan dø i løbet af det næste år af covid-19.
IHME tror, at sygdommen vil toppe omkring 1. april. På det tidspunkt kan 322.000 være døde med covid-19. Og cirka en tredjedel af de 1,4 milliarder kinesere vil på det tidspunkt være blevet smittet, siger instituttets leder, Christopher Murray.
Sundhedsmyndighederne i Beijng indrømmer, at de officielle tal ikke længere giver et dækkende billede af smitten i landet, da massetests er opgivet.
/ritzau/AFP







