Vestas’ regnskab for tredje kvartal er så tæt på elendigt, som det næsten kommer på langt de fleste områder, da problemerne spreder sig.
Det udtaler Sydbanks aktieanalysechef og Vestas-analytiker Jacob Pedersen over for MarketWire efter Vestas’ regnskab for tredje kvartal.
– Det, der i en lang periode har været problemer med; at få komponenter og den slags til tiden. Det påvirker nu Vestas’ projekter og projektafleveringer og opførelser, og det giver sig udslag i den nedjustering vi ser nu, udtaler Jacob Pedersen.
Bundlinjen i tredje kvartal er, at man afleverer langt færre vindmøller og det giver mindre aktivitet og det giver lavere indtjening.
Vestas nedjusterer forventningerne til 2022 så omsætningen nu ventes at nå 14,5-15,5 mia. euro og en EBIT-margin før særlige poster på ca. minus 5 pct. Tidligere ventede selskabet en omsætning på 14,5-16,0 mia. euro og en margin på mellem minus 5 og 0 pct.
– Det havde jeg ikke regnet med. Det er noget ringere end jeg havde forventet, udtaler aktieanalysechefen.
Serviceforretningen leverer nogenlunde som forventet, men der kommer også en nedjustering på indtjeningsmulighederne i serviceforretningen, pointerer analytikeren, der dog fremhæver et rigtigt stærkt aktivitetsniveauet i serviceforretningen.
Den ene positive ting i regnskabet er ifølge Jacob Pedersen priserne på den ordreindgang, selskabet trods alt får i bøgerne. Priserne er steget med 30 pct. per MW i forhold til samme kvartal sidste år.
– Det skal give sig udslag i en massiv forbedring af indtjeningen, når vi kigger ind i 2023 og de her ordrer begynder at ramme omsætningen, siger Jacob Pedersen, der pointerer, at der er lidt positivt for dem, der kigger mere end tre måneder ud i fremtiden.
Regnskabet er med til at fortælle om en vindindustri i udfordringer, hvor alt egentligt peger i den rigtige retning med stigende priser og den politiske opbakning til massivt mere vind er på plads i både USA og i Europa.
– Men den lader bare vente på sig, og ventetiden gør ondt, udtaler aktieanalysechefen.
SER AKTIEN TRYKKET FRA START
Sydbanks analytiker venter, at aktien vil få et tryk onsdag formiddag.
– For dem der kigger kortsigtet på Vestas, der er der væsentlig flere negative elementer i det her end der er positive, siger Jacob Pedersen, der vurderer, at de kortsigtede vil dominere retningen for aktien i de første handler onsdag.
– På den anden side kan der også være nogle, der sidder og tænker. Nu tror vi ikke, at der kommer flere nedjusteringer, og nu begynder alle de ting, vi har ventet på med salgsprisstigninger og politiske initiativer at påvirke positivt. Ordreindgangen bliver forhåbentlig bedre i fjerde kvartal og kan man så lancere en fornuftig prognose for 2023 om tre måneder, så kan vi hurtigt få indtrykket af, at Vestas er et helt andet sted indtjeningsmæssigt end der, hvor selskabet er nu, siger Jacob Pedersen.
.\\˙ MarketWire