Danske Bank var blandt de 130 banker, der på FN´ klimatopmøde underskrev seks nye principper for ansvarlig bankdrift. Danske Bank er gået i gang med at vurdere og analysere hvert enkelt princip og forventer at det vil medføre, samfundsansvaret bliver dybere integreret i forretningen.
”Principperne er vigtige, fordi de forpligter os til som bank at anerkende vores rolle i samfundet. Vi være mere transparente om bæredygtig finansiering og øge gennemsigtigheden både omkring vores positive og negative aftryk,” siger Jeanette Fangel Løgstrup, chef for Societal Impact & Sustainability i Danske Bank i interview.
Hvilke konkrete initiativer vil principperne iværksætte i banken i den kommende tid?
”Vi er i øjeblikket ved at vurdere og analysere hvert enkelt princip og se på, hvor og hvordan vi konkret skal sætte ind for at efterleve dem. Principperne flugter godt med den strategi og de indsatser, vi allerede har for samfundsansvar og bæredygtighed, og nu gælder det om at integrere det arbejde endnu dybere i vores kerneforretning og gøre det mere målbart, så vi kan vise de samfundsmæssige aftryk, vi som bank sætter.”
Det kan godt være lidt svært at se hvad disse principper egentlig ændrer i praksis, idet mange af punkterne allerede er tilkendegivet af banken – fx støtte til prisaftale og verdensmål og den grundlæggende ide om øget ansvarlighed. Hvorfor er principperne vigtige for jer?
”Principperne er vigtige, fordi de forpligter os til som bank at anerkende vores rolle i samfundet og bidrage med løsninger på de udfordringer, vi ser i dag. Blandt andet spiller vi en væsentlig rolle for den grønne omstilling, og vi udbyder allerede nu grønne obligationer. Den agenda skal vi arbejde endnu mere med, og det er netop det, vi har forpligtet os til ved at underskrive FN’s principper, der også giver et globalt anerkendt værktøj til at kvalificere og validere vores indsats og dele best practice med de andre banker.”
Hvilke nye nøgletal og rapporteringer kan vi forvente fra Danske Bank?
”Vi kommer til at fremlægge flere data på, hvordan vi arbejder med bæredygtighed og samfundsansvar. For eksempel vil vi være mere transparente om bæredygtig finansiering, grønne lån og investeringer, ligesom vi vil øge gennemsigtigheden både omkring vores positive og negative aftryk. I forbindelse med vores kommende årsrapport forventer vi at tage de første skridt med at dokumentere vores arbejde med blandt andet bæredygtig finansiering, og i starten af 2021 vil vi starte med at rapportere på principperne ud fra mere konkrete målsætninger.”
Hvilke konkrete forandringer kan I pege på i henhold til at skabe ”fælles velstand for fremtidige generationer.” Hvordan vil I konkret sikre velstand for fremtidige generationer – som princippet dikterer?
”Helt konkret vil vi gennem vores långivning, investeringer og kunderådgivning søge at fremme en bæredygtig udvikling, samtidig med at vi bidrager med vækst til vores samfund. For eksempel med ESG-screening af virksomheder, udvikling af grønne låneprodukter og bæredygtige investeringsprodukter samt rådgivning af erhvervskunder om klimatilpasninger. Vi vil tage et større ansvar som bank, for eksempel ved at være med til at give børn gode pengevaner tidligt i livet. For eksempel var vi under årets Pengeuge med til at undervise over 9.000 børn og unge i finansiel forståelse, og sådanne tiltag vil vi komme med flere af og i højere grad måle på.”
”Hvor har eller vil I styrke governance-strukturen så den bliver mere effektiv og skaber en stærkere kultur for ansvarlig bankforretning?
”Der er en stærk governance-kultur allerede. Bæredygtighed og samfundsansvar har høj prioritet i bankens ledelse og bestyrelse, og der er fuldt ejerskab hele vejen op. Bestyrelsen ejer for eksempel politikken på området, og hele direktionen er med i det udvalg (Business Integrity Comitee), der træffer beslutninger på området. Vi arbejder løbende på at skabe en endnu stærkere kultur, hvor bæredygtighed og samfundsansvar er integreret og en naturlig del af vores måde at drive forretning.”
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.