Genrejsningen af dansk økonomi kan reducere Klimarådets anbefalinger til en fodnote i de nu udsatte klimaforhandlinger.
En høj CO2-afgift er svær at sælge overfor et presset erhvervsliv, der er sendt til tælling. COVID-19 krisen har fået bl.a. Dansk Industri (DI) til i klimaets tegn at kræve massiv statsstøtte, skattelettelser og afgiftslempelser for milliarder af kroner, skriver redaktør Joachim Kattrup i denne kommentar.
Selv de indefrosne feriepenge forsøger DI at tørre af på staten. De danske skatteydere kommer formentlig i stor stil til at betale for klimaplanen, fordi det er meget svært at se, hvor opbakningen til en høj CO2-afgift skal komme fra på trods af, at Vismændende kraftigt anbefaler det.
Vismændene skriver bl.a., at “Til gengæld véd vi, at subsider koster staten penge. Det betyder skatter der skal opkræves. For de der modtager subsidier (eller offentlig investeringsefterspørgsel), kan det måske godt betale sig. Men det kan ikke betale sig for alle de andre, der kommer til at betale subsidierne. Det eneste effektive våben er afgifter. Subsidier kan måske godt få os ”i mål”. Men regningen bliver større, end hvis vi var gået afgiftsvejen – og den kan blive meget større.”
COVID-19 krisen har utvivlsomt sat dansk økonomi i bakgear og samtidig udskudt forhandlingerne om, hvordan Danmark skal nå i mål med klimaambitionen om 70 procents CO2-reduktion i 2030 i forhold til basisåret 1990. Behandlingen af 39 lovforslag, hvori klimaloven indgår, er nu programsat til vedtagelse i næste folketingsår.
Det er forståeligt, at regeringen fokuserer på at genåbne Danmark. Men forsinkelsen af klimaforhandlingerne kan vise sig at styrke erhvervslivet i kampen om hvem, der skal bære byrden for klimaambitionen.
Senest (mandag d. 27. april) har den borgelige blok i folketinget i en fælles kronik i Berlingske erklæret, at de ikke kan støtte yderligere byrder på dansk erhvervsliv. “Det skal være slut med at lægge større byrder på erhvervslivet”, hedder det i kronikken.
Penge er der nu færre af end før – i et erhvervsliv, der efter nedlukningen desperat råber om hjælp. Klimarådets forslag om en høj CO2-afgift, som styrende element i en klimaplan, synes utopisk i den en tid, hvor økonomien skal genrejses.
Lige inden Danmark lukkede ned, fremlagde Klimarådet sin rapport. Den bygger på princippet om, at forureneren betaler i form af en teknologineutral CO2-afgift. Allerede dagen efter skød Dansk Industri, Dansk Landbrug & Fødevare og andre interesseorganisationer ideen ned.
kan erhvervslivet overbevise politikerne om, at det er guleroden og ikke pisken, der virker, lover de til gengæld både guld og grøn velstand
Erhvervslivet foretrækker at fremhæve potentialer fremfor regninger, og kan erhvervslivet overbevise politikerne om, at det er guleroden og ikke pisken, der virker, lover de til gengæld både guld og grøn velstand.
Klimaminister Dan Jørgensen stemte i og bakkede synspunktet op. En afgift ikke må være alt for høj, forsikrede han. Om Mette Frederiksens udnævnelse af Finansminister Nicolai Wammen som forhandlingsleder for klimahandlingsplanen var en degradering af klimaministeren eller en styrkelse af synspunktet, må tiden vise.
En CO2-afgift er dog i følge Vismændene det mest effektive værktøj. Vismændene vurderer, at statsstøtte ikke er det mest effektive.
“Der er myriader af valg der skal træffes: hvem er ”mest” grøn og er derfor ”mest egnet” til støtte? Det omfatter ikke bare forbrugere, men alle led i kæden. Virksomheder og kraftværker er også indbefattet. For dem handler det om teknologivalg. Mange teknologier kan være ”grønne”. Nogle er bare ikke så effektive. Men det er virkelig svært at afgøre fra Christiansborg, hvad der er mest effektivt,” skriver Vismændene.
Under alle omstændigheder er det finansministeren, der nu bestemmer – og det er ikke klimaministeriets beregninger, der er centrale. I kølvandet på Klimarådets rapport leverede regeringens klimapartnerskaber deres bud på hvilke løsninger, de mener skal til for at nedbringe CO2-udledningerne i tråd med Aftale om klimalov. Aftalen støttes bredt i folketinget med undtagelse af den yderste højrefløj.
Klimapartnerskaberne konkluderer meget tydeligt, at klimainvesteringer ”ikke er rentable” (finanssektoren), og at ”kunder og forbrugere vægter parametre som tid og pris højest” (transportsektoren). Erhvervslivets top har dermed tydligt markeret, at afgifter kan koste vækst, arbejdspladser og velstand.
Det er statsstøtte, der skal til for at løse klimaudfordringen, er budskabet. Og argumentet har fået fornyet saft og kraft, fordi COVID-19 krisen har gjort afgifter til et betændt tema. Erhvervsfolk og topchefer står i kø for at gøre den grønne omstilling til omdrejningspunktet for genrejsning af dansk økonomi.
Senest har Dansk Industri præsenteret 22 grønne forslag . Og igen er der tale om forslag, som kræver statsstøtte i form af ”konverteringspuljer”, ”startpuljer”, ”markedsbaserede tilskudspulje”, ”skattelettelser” og ”afgiftsnedsættelser.”
Ja, selv de indefrosne feriepenge foreslår Dansk Industri, at staten betaler, så erhvervslivet også slipper for den forpligtigelse. Ikke et ord om CO2-afgifter, eller hvordan erhvervslivet selv kan investere i klimaløsninger.
COVID-19 krisen har ændret klimadebatten og gjort den til et spørgsmål om, hvem i erhvervslivet, der kan og skal have mest støtte, så vi hurtigst muligt får en flyvefærdig økonomi tilbage.
I Aftale om klimalov hedder det, at ”Dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles.” Erhvervslivet har allerede gjort kraftigt opmærksom på, at de er truet på livet af både COVID-19 nedlukningen og en kommende CO2-afgift. Løsningen er derfor udvikling – og den kræver dansk erhvervsliv, at staten sørger for.
Så går bæredygtighed og profit igen hånd i hånd.
