Pensionskasser lægger an til at sætte penge i CO2-fangst

Både myndigheder og virksomheder arbejder med at gøre de såkaldte CCS-anlæg operationelle, så de ikke blot virker, men også giver et afkast, der kan tiltrække investorer. Pensionskasser følger udviklingen tæt og forventer at investere i teknologien på samme måde, som de har sat penge i vindenergi.

De institutionelle investorer har over de seneste 10-20 år sat meget store milliardbeløb i vind- og solenergi. Snart kan endnu en klimateknologi komme med på kortet: CCS (Carbon Capture and Storage). Altså de teknologier, hvormed man kan trække CO2 ud af røgen fra f.eks. forbrændingsanlæg og fabrikker, samt den tilhørende infrastruktur i form af bl.a. rørledninger, der skal lede CO2’en videre til lagre, f.eks. i hulrum efter tømte olieforekomster i Nordsøen.

For regeringen er CCS-anlæg et af de vigtige redskaber til at nå klimalovens målsætninger. I støttepartierne er stemningen noget mere lunken – Morten Østergaard truede f.eks., som en af sine sidste handlinger som formand for de radikale, med at vælte regeringen, hvis den forlod sig på ”at indfange CO2 på gader og stræder”.

Teknologien til at gøre det på den måde, Morten Østergaard hånligt beskrev, findes. Men det vil ganske rigtigt være umådeligt dyrt, hvis man vil stille CO2-fangere op tilfældige steder i landskabet. Derimod er det langt billigere, når de etableres til en konkret CO2-kilde, og kan man også bruge CO2’en til et nyttigt formål, kan man allerede i dag anvende teknologien på kommerciel basis.

Det har man i en årrække gjort i USA, hvor CO2’en sprøjtes ned i eksisterende oliefelter, for på den måde at gøre en større del af olien tilgængelig, oplyser Nils Christian Holm, global spearhead director Rambøll.

Ifølge ham skal man herhjemme ikke regne med indtægter af betydning fra salg af CO2, heller ikke til olieudvinding. Til gengæld har vi gode muligheder for lagring, både til lands og til vands. Og hvis man kan operationalisere det, står kredsen af institutionelle investorer klar igen.

Vi kigger også på capture-teknologier. Men det afgørende er, at det er investerbart, Michael Nellemann Pedersen, PKA

”Vi følger bestemt udviklingen,” meddeler head of alternative investments Kim Nielsen i PensionDanmark gennem selskabets presseafdeling. En tilsvarende melding kommer fra investeringsdirektør Michael Nellemann Pedersen i PKA. ”Vi er begyndt at investere i batteriteknologi, og vi kigger også på capture-teknologier. Men det afgørende er, at det er investerbart, og at det er teknologier, der er anerkendte,” siger han til Økonomisk Ugebrev.

Det investerbare kan opstå på flere måder, f.eks. ved at CO2-fangst udløser salgbare CO2-kvoter eller ved en negativ CO2-afgift. En anden mulighed er, at staterne belønner firmaer bag teknologiske fremskridt. Det har Holland f.eks. gjort med programmet SDE++, hvor CCS-anlæg er en af kategorierne.

Tankegangen i den hollandske ordning er, at staten tager en del af risikoen, så investorer kan regne med et fast afkast. Det kan få finansielle investorer med ombord i de projekter, der allerede nu bliver sat i gang af f.eks. kraftværker og producenter af rørledninger. Den slags projekter medvirker alene Rambøll aktuelt i over 20 af.

Når og hvis et finansielt setup kommer til at fungere, forventer Nils Christian Holm, at CCS-anlæg vil være et godt valg i forhold til anden grøn teknologi, man kan sætte penge i. ”Vi har regnet på, hvad det koster, og det er ret konkurrencedygtigt i forhold til så mange andre ting,” siger han.

”Endnu er der ikke en business case, selv om CO2-fangst måske er det mest effektive, man kan gøre, der hvor vi står nu. Man har f.eks. endnu ikke helt styr på det, man kalder carbon couting, og det skal man selvfølgelig have. I dag opererer man kun med positive emissioner og ikke med negative emissioner. Men når man har det på plads, og man introducerer en CO2-skat, er der grundlag for at skabe et afkast af investeringen. Du kan sammenligne det med rensningsanlæg i industrivirksomheder. Det er også en omkostning, som skal betales,” uddyber Nils Christian Holm.

Han mener, at den største udfordring lige nu er beslutte sig for, hvor og hvordan lagringen af CO2 skal foregå. Det kræver bl.a. analyser og testboringer, som det vil være naturligt, at staten medvirker til eller støtter.

De politiske forhandlinger om, hvordan staten konkret skal understøtte CCS-teknologi, er endnu ikke gået i gang. Dermed kan man heller ikke sige, i hvilket omfang man får brug for finansiel medvirken fra f.eks. pensionssektoren, oplyser Klimaministeriet til Økonomisk Ugebrev.

Regeringens oplæg fra maj sidste år går ud på, at der fra og med 2024 skal afsættes 400 mio. kr. om året til en markedsbaseret pulje til at indfange og lagre CO2. Regeringen forstiller sig endvidere, at det vil være muligt at anvende en del af CO2’en i forbindelse med omdannelsen af grøn energi, især strøm fra vindmøller, til brint, der kan anvendes som energikilder i f.eks. transportmidler.