Holder Folketingets flertal bestående af S og DF fast på beslutningen om, at Ørsted ikke må frasælge gas-salgs-enheden, kan det blive en stor ”bæredygtig belastning” for det statslige energiselskab, som hæmmer den grønne strategi.
EU er nemlig på trapperne med lovgivning om bæredygtige investeringer, der i værste fald vil kunne ekskludere Ørsted fra at indgå i bæredygtige investeringsporteføljer. Forslaget, der forventes vedtaget af Rådet efter sommerferien, sidestiller gas med kul, olie og atomkraft som ikke-bæredygtige aktiver.
Folketingets afvisning af Ørsteds frasalg af Radius Elnet kan indirekte blive en bæredygtig belastning for Ørsted. Selvom Folketinget reelt kun afviste salget af Radius, stoppede det samtidig salgsprocessen for to øvrige forretningsområder: privatkundeforretningen og udendørsbelysningen.
Ørsteds gas-forretning, der ligger under privatkundeforretningen, kan i fremtiden besværliggøre eller umuliggøre selskabets mulighed for at præsentere sig som en bæredygtig investering overfor investorer. Det kan allerede blive en realitet efter sommerferien, hvor EU-Parlamentets forslag forventes vedtaget.
”Det er fortsat vores vurdering, at de tre forretningsområder Radius Elnet, privatkundeforretningen og udendørsbelysningen, vil være bedre tjent med nye ejere, der har disse områder som deres kerneforretning. Det er stadig vores hensigt at sælge privatkundeforretningen inden årets udgang,” oplyser Ørsteds presseansvarlige, Lasse Bjerre Sørensen, til Økonomisk Ugebrev.
Øget strategisk fokus på grøn vindenergi
Ørsted udmeldte sidste år, at selskabet ønskede at frasælge privatkundeforretningen med henblik på at intensivere sit strategiske fokus yderligere på investeringer i grøn vindenergi. Ørsteds privatkundeforretning sælger gas til cirka 91.000 gaskunder og gasfyrsservice til cirka 40.000 kunder. Forretningen betragtes ikke længere som et strategisk vigtigt område af Ørsted.
Privatkundeforretningen, der udgør 5,6 procent af Ørsteds indtjening og 9,6 procent af den investerede kapital, står, i følge selskabet selv, ikke finansielt i vejen for selskabets planlagte og udmeldte investeringer i mere grøn vindenergi.
Men trods den relativt beskedne størrelse og Ørsteds udmelding kan forretningsenheden altså alligevel vise sig at blive en svær bæredygtig belastning og et finansielt grønt tilbageskridt for Ørsteds fremadrettede muligheder på de finansielle markeder. Det gælder ikke mindst også for selskabets stærke grønne investorfortælling om ”en verden, der udelukkende kører på grøn energi.”
Vi er opmærksomme på forslaget fra Parlamentet og følger udviklingen nøje
Som Økonomisk Ugebrev Samfundsansvar har beskrevet tidligere vil EU-Parlamentet fremsatte forslag til en forordning, som fremadrettet regulerer hvilke aktiver, der kan indgå i finansielle produkter under et forventeligt kommende officielt bæredygtigt EU-mærke.
I forslaget, der kun mangler stats-og regeringschefernes vedtagelse i Rådet, hedder det bl.a., at “Criteria shall ensure that economic activities that contribute to carbon intensive lock-in effects are not considered environmentally sustainable economic activities.”
Formuleringen adresserer dermed kapitalbindinger i gas, fordi gas er en CO2-intensiv energiform, der blokerer (lock-in effekten) for kapitaltilførslen mod vedvarende energikilder, som EU’s politik for grøn omstilling sigter mod.
For Ørsted har EU forslaget dog ikke indgået konkret i overvejelserne om frasalg, der allerede blev annonceret i 2018. ”Som vi meldte ud allerede i sommeren 2018, ønsker vi i Ørsted at sælge de tre forretningsenheder for at koncentrere os om den globale ekspansion af forretningen indenfor vedvarende energi. Det nævnte forslag fra EU indgår således ikke hos os som et ekstra argument for et salg,” oplyser Ørsted via presseansvarlig Lasse Bjerre Sørensen.
Hovedkræfterne bag den politiske afvisning af Ørsteds planer om frasalg af eldistributions- og privatkundeforretningen skal findes hos Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti.
Hos Socialdemokratiet skriver presseafdelingen på vores spørgsmål om, hvordan blokaden af Ørsteds ønske om et salg af gasforretningen hænger sammen med EU-parlamentets forslag – og hvorvidt partiet støtter forslaget, som bliver et at de første EU-forslag en ny dansk regering skal tage stilling til lige efter sommerferien, følgende: ”Vi er opmærksomme på forslaget fra Parlamentet og følger udviklingen nøje. Men vi har ikke foretaget en endelig stillingtagen på nuværende tidspunkt.”
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.