16 af 18 undersøgte danske pensionsselskaber ejer aktieposter i internationale selskaber, som Den Norske Oliefonds, verdens største statsejede investeringsfond, siger nej til af etiske grunde (Se oversigten nederst på siden).
Oliefondens såkaldte eksklusionsliste omfatter selskaber, som ikke lever op til fondens etiske investeringsstandard for ansvarlige investeringer. En stribe danske pensionsselskaber er langt mere moralsk tolerante end deres norske kollega. Det kan have afkastmæssige konsekvenser at ekskludere, vurderer tidligere ansvarlighedschef i pensionsbranchen.
Af de 21 ekskluderede selskaber har Norges Oliefond ekskluderet 15 på grund af fundamentale etiske principper, som fonden har besluttet. Selskaberne er altså ekskluderet af produkt-baserede årsager, fordi de er i brancher som fonden af princip ikke investerer i. Det drejer som tobaksproducenter – fx Philips Morris og British American Tobacco samt kulbaserede energiselskaber – fx amerikanske DTE Energy Company og Hong Kong baserede CLP Holdings.
De resterende seks selskaber er fravalgt med konkrete begrundelser, der adskiller Den Norske Oliefonds etiske vurdering fra en række danske pensionsselskabers vurderinger: Det indonesiske konglomerat Astra International, som DIP har investeret i, og det brasilianske energiselskab Petroleo Brasileiro, som LP Pension har investeret i, er på Den Norske Oliefonds observationsliste for hhv. miljøskadelige aktiviteter og korruption. Ifølge Kirstine Lund Christiansen, chef for ansvarlige investeringer hos DIP, viser deres ESG-screening ingen udfordringer med Astra International.
Norges Oliefond placerer et selskab på observationslisten ved tvivl om, hvorvidt betingelserne for udelukkelse er opfyldt eller om der er usikkerhed om den fremtidige udviklinger.
Norges Oliefonds ekskluderer fire selskaber som følge af mis-conduct – dvs. selskaber, som de gennem aktivt ejerskab vurderer værende uetiske – men som Danica, DIP og LP Pension altså omvendt finder moralsk forsvarligt. Mest velkendt er den amerikanske detailkæde Wal-Mart, der også er ekskluderet for alvorlige krænkelse på menneskerettigheder af en række danske banker og pensionsselskaber.
Danica opretholder investeringen i Wal-Mart, ligesom man i aktieporteføljen finder det britisk-australske mineselskab Rio Tinto, der af Norges Oliefond er ekskluderet for miljøbelastende aktivitet. Rio Tinto har øvrigt den tidligere Mærsk CFO, Jakob Stausholm, som finansdirektør.
DIP og JØP har investeret i det canadiske guldmineselskab Barrick Gold, mens LP Pension, PFA og Pensam har positioner i det amerikanske energiselskab Duke Energy. Begge selskaber er ekskluderet af Norges Oliefond for miljøskadelige aktiviteter. En række andre danske banker og pensionsselskaber har vurderet det samme, fx Velliv (tidligere Nordea Liv & Pension), MP Pension.
”Specifikt for Duke Energy gælder, at de I 2018 publicerede en 2 graders rapport, der beskriver de strategier selskabet ønsker at have fokus på, for at sænke udledning af drivhusgasser. Siden 2012 er deres andel af kul i energiproduktionen faldet fra 41% til 33%. Det er den form for udvikling og analyse vi, i PFA, mener er det mest relevante at benytte når vi gerne vil sikre os, at de selskaber vi investere i, bevæger sig i en mere bæredygtig retning, siger CFO Anders Damgaard fra PFA.
Også selskaber med relationer til produktion af atomvåben deler vandende. Danica, DIP, Industriens Pension, Lægernes Pension, TopDanmark, Skandia og PBU har investeret i selskaber, som andre ekskluderer.
”Pædagogernes Pension har ikke forbehold over for Safran, da atomvåben ikke er en del af vores eksklusionsgrundlag og Danmark har ikke tilsluttet sig FN-konventionen fra 2017 om forbud mod atomvåben,” oplyser ESG-ansvarlig hos PBU Rasmus Juhl Pedersen.
Det kan kræve mange ressourcer for pensionsselskaberne at orientere sig i alle selskaber og de værktøjer som ESG-screeningselskaberne tilbyder, er mange gange ikke fyldestgørende, vurderer tidligere ansvarlighedschef i pensionsbranchen:
“Det er vigtigt at understrege der i mange tilfælde ikke kun er én sandhed, hvilket også er en af grundene til der i blandt investorer er en stor forskel i, hvilke selskaber, som investorerne ekskluderer, ” siger Pelle Pedersen, der er tidligere Head of Responsible Investment hos PKA og i dag arbejder som konsulent inden for Impact investeringer. Han er senest udpeget medlem af det Rådgivende Forum for Bæredygtig Finans under Finans Danmark.
Han vurderer desuden, at ”Ekskluderer man ét selskab har man åbnet porten for at skulle ekskludere en række andre selskaber. Dette kan også være en af grundene til de fleste globale investorer ikke ekskluderer banker på trods af bevidste kriminelle aktiviteter,” siger Pelle Pedersen.
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her



