Hvorfor stak skatte-shitstormen helt af?

Kommentar: Lagkagehuset og seks andre selskaber, bl.a. Sportmaster, Synoptik, og Babysam, har i de seneste uger oplevet en shitstorm af dimensioner, fordi de har ejere tilknyttet skattelylande og samtidig har søgt og modtaget statsstøtte fra regeringens hjælpepakker.

Stormen kunne være mildnet, hvis virksomhederne havde forberedt sig og formuleret en klar og tydelige skattepolitik til omverdenen, skriver Ole Bendixen, Senior Advisor, BENDIXEN Tax Governance, i denne kommentar til den aktuelle sag.

Storme er ikke kun meteorologiske fænomener. Med jævne mellemrum blæser en såkaldt shitstorm op på nettet, og for nyligt ramte den som virksomheder nok frygter allermest: Skatte-shitstormen.

Lagkagehuset og en række andre virksomheder med ejerskab i udlandet blev rakket ned på de sociale medier for at have modtaget offentlige hjælpepakker angiveligt uden at betale selskabsskat i Danmark, hvilket sandsynligvis vil medføre varige skader på de involverede virksomheders renommé.

Jeg skal ikke komme så meget ind på det skattefaglige i denne forbindelse, for det vil med stor sandsynlighed vise sig, at der ikke er fugls føde på den sag om manglende danske skattebetalinger. Jeg vil i stedet forsøge at kaste lys over, hvorledes de berørte virksomheder kunne være kommet miséren i forkøbet, så det ikke endte med at gå så galt, som det gjorde.

Det kan lyde banalt, men min erfaring er, at en virksomhed, der involverer sig og anerkender, at ansvarlig skat i 2020 er et grundvilkår, vil få et langt lettere liv end virksomheden, der siger: ”Det tager vi den dag, det bliver aktuelt”. For når det først bliver aktuelt, er det allerede for sent.

Man er blevet afsløret i ikke at have gjort sig tanker om virksomhedens tilgang til skat, og man kan ikke retfærdiggøre sin ”licence-to-operate” overfor det samfund, der anser stillingtagen til skatten som det absolutte mindstekrav.

Man skal være ualmindelig tonedøv, hvis man ikke har lyttet til folkestemningen gennem de senere år, hvor ansvarlig skat har fyldt stadig mere.

Man skal være ualmindelig tonedøv, hvis man ikke har lyttet til folkestemningen gennem de senere år, hvor ansvarlig skat har fyldt stadig mere.

Politikerne nærmest kæmper om at være mest ambitiøse, når det gælder bekæmpelse af skattely og aggressiv skatteplanlægning. Særligt børsnoterede selskaber og andre større virksomheder spiller efter min opfattelse russisk roulette ved ikke at have en skattepolitik som ”first line of defence”.

Er skattepolitik kun til for syns skyld?

Men er virksomhedernes skattepolitik så blot tomme ord, der kun er til for syns skyld? I enkelte tilfælde kan det naturligvis ikke udelukkes. Men en virksomhed, der giver sig tid til at artikulere måden, den arbejder med skat på, opnår en lang række fordele og står betydeligt stærkere, den dag interessegrupperne spørger kritisk ind til skatteforholdene.

Skattepolitikken er helt banalt en synliggørelse af arbejdsinstruksen for skattefunktionen i en given virksomhed. En synliggørelse af, at man har forpligtet sig til at gøre tingene ordentligt og i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Det skal man ikke først fremstamme, når journalisten står med mikrofonen, eller når et forsvarsskrift skal sættes på hjemmesiden. Herudover dokumenterer skattepolitikken normalt, at virksomhedens øverste ledelsesorganer er involveret i tilblivelse, godkendelse og opfølgning. Dette er et stærkt signal i en corporate governance kontekst.

Det siger sig selv, at når man har noget at styre efter, er det også betydelig lettere at synliggøre virksomhedens forpligtelser og aspirationer inden for dette følelsesladede område.

Når skattepolitikken indeholder disse budskaber, og når de kommunikeres offentligt, skaber det anerkendelse og et ’point of reference’, hvis nogen skulle spørge. Så der er faktisk en del gode grunde til at prioritere og forberede en skattepolitik.

Kunne en skattepolitik have redet shitstormen af? Nej, det vil være naivt at tro, at den kunne have gjort det alene

Kunne en skattepolitik have redet shitstormen af? Nej, det vil være naivt at tro, at den kunne have gjort det alene. Men uden en skattepolitik har man intet at forankre sit reb i, når man skal rappelle ned ad medie- og SoMe-facaden.

Man står helt nøgen uden nogen reference eller skattehistorik at tale ud fra. I stedet er man tvunget til at håndtere sagen med afsæt i management by ”nå for satan.”