Regeringens tilgang til klimapartnerskaberne med erhvervslivet er ensidigt baseret på en strategi om ”grøn vækst.” Set gennem danske briller skal klimakrisen altså håndteres gennem ultimative krav om øget konkurrenceevne og profit på bundlinjen i erhvervslivet.
Det er formentlig første gang i verdenshistorien, at en omfattede global krise skal løses med krav om indtjening og vækst. Klimakrisen er faktisk en reel livskritisk krise for både mennesker og dyr. I den situation findes kun et mål: At løse problemet uden andre indirekte eller ultimative krav, skriver redaktør for Økonomisk Ugebrev Samfundsansvar Joachim Kattrup i denne kommentar.
Statsminister Mette Frederiksen understregede i invitationen til erhvervslivet om deltagelse i Klimapartnerskaberne, at redningsplanerne for klimakrisen ikke må koste vækst.
”Danmark skal tilbage i den grønne førertrøje og tage internationalt lederskab for den grønne omstilling. Og gøre det på en måde, hvor vi understøtter job, velfærd, eksport og konkurrenceevne,” gentages det i kommissorium for klimapartnerskaberne.
Af det specifikke kommissorium for finanssektorens klimapartnerskab fremgår det tydligt, at det ikke handler om sektorens investerings- og lånebegrænsninger i de største klimasyndere indenfor eksempel fossilenergi, transport eller fødevarer.
Klimapartnerskaberne handler grundlæggende om, hvordan finanssektoren kan tjene flere penge på at finansiere løsninger på klimakrisen
Klimapartnerskabet handler om, hvordan finanssektoren kan tjene flere penge på at finansiere løsninger på klimakrisen. Hvis sektoren for blot få år siden havde fået stillet opgaven ville det brændende Australien netop nu have været et attraktivt marked, forstås det. De mange frivillige donationer, statslige bevillinger og aktuelle kaotiske australske tilstande viser, at det ikke er tilfældet.
Regeringens ”win-win” klimaideologi er langt fra ny. Den har været dominerende i flere årtier. Ifølge Det Europæiske Miljøkontor dominerer fortællingen om ”grøn vækst” i de fleste globale politiske kredse.
Tilbage i 2001 vedtog OECD således afkoblingen af at bruge naturressourcer fra miljøpåvirkninger som et officielt mål.
Ideen om ”grøn vækst” blev fulgt op af Europa-Kommissionens miljøhandlingsprogram fra 2010 med et mål om at ”break the old link between economic growth and environmental damage.” Strategien er senere gentaget af både Europa-Kommissionen og i FN’s miljøprogram (UNEP) for strategi for grøn økonomi.
Man kan i røgen fra Australien spørge, om det har virket. Klimakrisen er nok den første store globale krise, der skal løses med udgangspunkt i en strategi baseret på ultimative krav om vækst.
Der er uden tvivl blevet tjent store penge på andre store globale kriser. Det gælder både første og anden verdenskrig. Men ingen af disse kriser blev næppe anskuet ud fra kommercielle hensyn.
Og de strategiske beslutninger fra de stridende parter blev næppe underlagt ultimative krav om indtjening, vækst, job, velfærd, eksport og konkurrenceevne. Genopbygning af lande og nye teknologiske muligheder, der blev udviklet og afprøvet under krigene, blev først senere af driftige erhvervsfolk konverteret til kommercielle muligheder.
I den optik er det fair at spørge, hvorfor regeringen benytter denne win-win strategi netop i en krisesituation
I den optik er det fair at spørge, hvorfor regeringen benytter denne win-win strategi netop i en krisesituation? Det er ikke set før, at livstruende kriser skal løses med krav om indtjening til erhvervslivet. Og det er helt sikkert ikke en strategi, som den australske regering vil eller kan lancere nu og her.
Win-win strategien er uden tvivl også en del af løsningen. Men flere aktører begynder at skue til idéen om, at klimakrisen faktisk er en reel livskritisk krise for både mennesker og dyr. I den situation findes kun et mål: At løse problemet uden andre indirekte eller ultimative krav.
Tankerne om denne tilgang til løsningen på klimakrisen benævnes ofte som ”post-growth” eller ”degrowth” strategier. Tilhængerne advokerer for, at idéen om en uendelig økonomisk vækst grundlæggende er i strid med en endelig biosfære.
Løsningen vil kræve øjeblikkelig reduktion af miljøpåvirkninger gennem mindre produktion og fald i forbrug i de rigeste lande. Det vil antageligt resultere i et fald i BNP sammenlignet med de nuværende niveauer.
Men det vil samtidig sikre en stigende fokusering af indsatsten på klimakrisen uden komplekse politiske og økonomiske hensyn til dette og hint. Verden vil i de kommende år høre meget mere om post-growth og de-growth strategier – i takt med at konsekvenserne fra klimakrisen bliver mere omfattende.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
