Kommentar: Siden årsskiftet har mediehistorier om svindel med CO2-kreditter og fejlslagende klimakompensationsprojekter fyldt spalterne i Politiken.
For virksomheder, der støtter kompensationsprojekter, er der tale om bekymrende læsning, idet konklusionen synes klar: Virksomheder bør lade være med at klimakompensere.
Denne slutning er dog forhastet og en del af kritikken er direkte malplaceret, skriver stifterne af biotekvirksomheden Gubra, Jacob Jelsing og Niels Vrang, samt bæredygtighedskonsulent i Gubra, Claus Strue Frederiksen, i denne kommentar.
Siden årsskiftet har historier om svindel med CO2-kreditter og fejlslagende klimakompensationsprojekter fyldt spalterne i Politiken. For virksomheder, der støtter kompensationsprojekter, er der tale om bekymrende læsning.
Klimakompensation, eksempelvis ved at en virksomhed investerer i en skov, omtales som nykolonialisme, klimaaflad og i bedste fald virkningsløst – i værste fald direkte skadeligt for klimaet.
Konklusionen synes klar: Virksomheder bør lade være med at klimakompensere. Denne slutning er dog forhastet, og en del af kritikken er direkte malplaceret. Den resterende del af kritikken bør tages alvorligt. Men indebærer altså ikke, at virksomheder – eller borgere for den sags skyld – bør undlade at klimakompensere.
Den 11. januar advarer lederskribenten på Politiken mod klimakompensation, der risikerer at ende i en ny form for kolonialisme. Udviklingen i fattige lande undertrykkes, mens den rige del af verden kan ”bilde sig ind, at den skal skabe grøn omstilling uden at yde en reel indsats.”
I et interview den 19. januar med den nigerianske klimaaktivist Nnimmo Bassey udfoldes synspunktet yderligere. Ifølge Nnimmo Bassey er klimakompensation ”en ny form for kolonialisme, hvor man placerer byrden og ansvaret for at handle – for at reducere udledningen af CO2 – på ofrene.”
Vesten opfører sig i mange henseender uansvarligt overfor udviklingslande. Særligt vores samhandel med korrupte regeringsledere er en skamplet – vi får naturressourcer, de får penge til at undertrykke deres befolkning.
Klimakompensation er imidlertid ikke et undertrykkelsesmiddel
Klimakompensation er imidlertid ikke et undertrykkelsesmiddel. Virksomheder, der donerer penge til kompensationsprojekter i udviklingslande, placerer hverken ansvaret eller byrden på klodens fattigste mennesker.
Der er tale om økonomisk støtte til skovprojekter og udbredelse af grøn teknologi. Intentionen er at gøre noget godt for klimaet og lokalbefolkningen.
Det sagt, så har der desværre været nogle kedelige sager med eksempelvis klimakomfurer, der viste sig ikke at fungere i praksis. Det skal vi lære af. Lokalsamfundet skal ikke bare inddrages, men også drage nytte af projekterne – ingen tvivl om det.
Et andet eksempel på malplaceret kritik er, når klimakompensation omtales som klimaaflad. Velhavende vesterlændinge synder løs, mens de spenderer et par håndører på klimaprojekter, helst i fjerntliggende lande. Afladsretorikken benyttes gentagende gange i Politikens dækning.
Eksempelvis skriver indlandsredaktør Amalie Kestler og souschef på indlandsredaktionen Morten Frich i en kommentar den 5. januar, at stater og virksomheder i årevis har ”shoppet klimaaflad via mere eller mindre troværdige projekter i ind- og udland (…). Ideen om at ’trække CO2 fra’ lokker mange: Ved at lade andre udlede mindre eller oprette projekter, der suger CO2 ud af atmosfæren, kan man således selv fortsætte sin udledning ’uden regning’.”
Ved at omtale klimakompensation som klimaaflad har man allerede stemplet klimakompensation som noget negativt. Men hvor de positive effekter af middelalderens groteske afladsbreve er umulige at få øje på, er klimakompensation i form af eksempelvis skovrejsning eller støtte til grønne energikilder som sol og vind generelt ikke af det onde.
Er snyd og bedrag involveret, er det naturligvis en anden snak, men det gælder jo indenfor alle områder. At visse kvaksalvere leger læger, implicerer jo ikke, at vi bør titulere alle læger som kvaksalvere.
Kompensation er sidste udvej, ikke førstevalget
Desuden indebærer indkøb af klimakompensation ikke, at man som virksomhed bare forsætter sin udledning ’uden regning’. Der findes helt sikkert virksomheder, der pynter sig med klimakompensation, mens de bare fortsætter deres hensynsløse adfærd.
Men her er det vigtigt at slå fast, at virksomheder først og fremmest bør begrænse deres egen udledning. Kompensation er sidste udvej, ikke førstevalget.
I den optik er klimakompensation et nyttigt værktøj for virksomheder, der gerne vil rydde op efter sig selv, men som endnu ikke har formået at komme i nul-udledning.
I forbindelse med klimadækningen præsenterer Politiken i forbifarten et umiddelbart meget stærkt kort mod klimakompensation. I et interview med fem eksperter den 24. januar nævnes en rapport med en ganske opsigtsvækkende konklusion.
Politiken skriver: ”En undersøgelse af mere end 5.000 FN-klimaprojekter fra 2016 foretaget for det tyske Öko-Institut for EU-Kommissionen fastslog, at godt 85 procent af projekterne med stor sandsynlighed ikke har leveret varen.”
Rapportens indhold udfoldes ikke nærmere i artiklen, men kort fortalt omhandler rapporten en omfattende undersøgelse af Clean Development Mechanism (CDM) projekter. CDM optræder i Kyoto Protokollen og tillader lande at nå deres reduktionsmål via klimaprojekter i udviklingslande.
Projekter certificeret af andre internationale standarder som Verified Carbon Standard og Gold Standard indgår således ikke i undersøgelsen, om end mange af konklusionerne forekommer relevante for udbydere af kompensationsprojekter generelt.
Hovedparten af de undersøgte projekter angår energieffektivisering og omstilling til grøn energi, eksempelvis indgår skovprojekter ikke i undersøgelsen.
Dumpeprocent på 85
En dumpeprocent på 85, det lyder alvorligt. Her er det imidlertid værd at bemærke, at rapporten ikke konkluderer, at 85 procent af projekterne har været nyttesløse. Tværtimod fremhæves det, at mange af de undersøgte projekter har haft positive konsekvenser.
De har blandt andet bidraget til overførsel af viden og grøn teknologi, samt resulteret i økonomisk bistand til udviklingslande og skabt institutioner og infrastruktur, der kan facilitere yderligere klimatiltag.
Grunden til, at mange projekter alligevel vurderes til ikke at levere varen, skyldes hovedsageligt, at de pågældende CO2-reduktioner ikke er additionelle, samt at projekterne har overvurderet effekten af de pågældende klimatiltag.
Hvor sidstnævnte problematik i mange tilfælde kan imødekommes ved, at man som køber overkompensere, er spørgsmålet om additionalitet mere speget.
Ifølge gængs praksis på kompensationsområdet skal CO2-reduktioner ikke blot være reelle og målbare, de skal også være additionelle, dvs. reduktionen ville ikke være forekommet alligevel, den skal være ekstra.
Spørgsmålet er imidlertid, hvorvidt additionalitetskravet i forhold til klimakompensation er rimeligt, når det kommer til virksomheder?
Spørgsmålet er imidlertid, hvorvidt additionalitetskravet i forhold til klimakompensation er rimeligt, når det kommer til virksomheder?
Hvis en virksomhed hævder, at dens CO2-udledning ikke bør tælle, fordi udledningen ikke er ekstra i den forstand, at hvis virksomheden lukker og derved stopper sin udledning, så vil der åbne en tilsvarende virksomhed med en tilsvarende udledning, så vil de færreste af os acceptere den forklaring.
Du har ansvar for din egen udledning, uanset om andre ville udlede nøjagtigt det samme, hvis du drejede nøglen om. Bør det samme gælde i forhold til kompensation, dvs. man har ansvaret for det man kompenserer, uanset om det er ekstra eller ej?
Med mindre der findes et godt argument, der kan begrunde asymmetrien mellem ansvar for udledning og ansvar for kompensation, er det måske værd at genoverveje additionalitetskravet, når det handler om virksomheder.
Alternativt bør virksomheder afholde sig fra at støtte de projekttyper, som ifølge Öko-Instituts rapport ikke leverer varen. For selvom klimakompensation skal betragtes som sidste udvej, er klimakrisen så alvorlig, at alle værktøjer skal i brug – inklusiv dem, der ikke ligger øverst i værktøjskassen.
