Ørsted fortrænger Mærsk fra førstepladsen i Økonomisk Ugebrevs årlige Tax Governance Rating. Energiselskabets nye skattepolitik fra 2018 udløser maksimumpoint. Mærsk rapporterer efter salget af olieforretningen ikke længere offentligt om land-for-land skatteoplysninger, og transport- og logistikkoncernen mister dermed point i årets rating. NKT i størst fremgang på baggrund af ny skattestrategi.
Ørsted fremlagde sidste år en spritny skattepolitik, og den sender vindenergiselskabet helt til tops med maksimumpoint i Økonomisk Ugebrevs årlige Tax Governance Rating.
Ørsted overtager dermed pladsen som bedst til Tax Governance fra sidste års vinder, A. P. Møller Mærsk, som med salget sidste år af olieforretningen til franske Total, mister et point for ikke længere at rapportere offentligt om land-for-land skatteforhold.
Da Mærsk stadig var ejer af olieforretningen Mærks Oil, nu Total E&P, var enheden underlagt lovgivning, der tvang selskabet til offentligt at rapportere om skatteforhold land-for-land. Denne forpligtelse har Mærsk med salget ikke længere, og det betyder, at denne oplysning nu mangler. Derfor mister Mærsk point på dette målepunkt. Ifølge Økonomisk Ugebrevs oplysninger arbejder Mærsk på at genindføre land-for-land rapportering igen fra 2020. Det ønsker Mærsk dog ikke at bekræfte. Det vil være et område som selskabets nye Head of Tax, der ikke er tiltrådt endnu, vil skulle tage stilling til.
Omvendt får Ørsted i år point for netop offentlige landfor-land skatterapporteringer, der indgik som et nyt initiativ i den samlede nye reviderede skattepolitik. Ørsteds nye skattepolitik kom i stand som led i virksomhedens generelle store fokus på bæredygtighed og ESG-rapportering, samt på baggrund af udviklingen af internationale skatteforhold i både OECD og EU-regi, bl.a. EU’s BEPS-program (Base Erosion and Profit Shifting) for skatteunddragelse. Hertil kommer, at Ørsted i stadigt tempo orienterer sig stadigt mere mod globale markeder.
”Vores nye skattepolitik er blevet mødt med stor interesse af forskellige stakeholders. De har især kommenteret på, at vi ved at offentliggøre land-for-land skattebetalinger går længere i gennemsigtighed, end hvad loven kræver. Vi er i løbende dialog med forskellige interessenter for at drøfte, hvordan vi yderligere kan forbedre vore skattepolitik. Eksempelvis hvilke tiltag i skatterapporteringen, som kan være med til at skabe værdi gennem øget gennemsigtighed,” siger Karl Berlin, der er Head of Tax i Ørsted.
Ørsted er nu enegænger blandt danske top 100 selskaberne om frivilligt at offentliggøre sine land-for-land skattebetalinger, hvor kun en række større banker, der er underlagt krav i lovgivningen, også offentliggør sine lande-for-lande skattebetalinger.
Økonomisk Ugebrev har tidligere i interview med netop Karl Berlin beskrevet Ørsteds skattepolitik. Her fortæller han, at de åbne land-for-land rapporteringer i Ørsted er underlagt visse restriktioner i relation til konkrete kontrakter eller detaljer om forhandlinger med en leverandør, der ved offentliggørelse kan svække Ørsteds konkurrenceposition.
NKT i stor fremgang med ny skattestrategi
Ørsted høster i årets rating point på alle syv målepunkter og får således maksimumpoint. Ørsteds nye skattestrategi udløser hele tre flere point i forhold til sidste års rating. Samme fremgang formår kun NKT at tilvejebringe.
Fremgangen sker for NKT dog fra et andet lavere pointniveau og tilgives på nogle ”blødere” målepunkter om Verdensmål og skattepolitikken inddraget i CSR rapportering.
Hvor Ørsted i år går frem på målepunkt 1 om ”Governance”, målepunkt 2 om ”oplysning om skattelylande” samt målepunkt 4 om ”land-for-land rapportering,” skal NKT’s fremgang findes i målepunkt 6 om ”Verdensmål”, målepunkt 7 om ”skattepolitik i CSR-rapport” samt ligeså på målepunkt 2 om ”oplysninger om skattelylande.”
NKT’s fremgang sker primært ved, at NKT nu for første gang rapporterer skatteoplysninger under CSR samt, at selskabet kæder skattepolitik sammen med verdensmål. Med andre ord giver NKT gennem sin rapportering udtryk for, at skatteområdet nu hører under virksomhedens samfundsansvar og ikke udelukkende vurderes som et juridisk anliggende.
”I NKT følger vi gældende lovgivning herunder skatteregler, og vi ser det som en naturlig del af vores samfundsansvar at være transparent og åben omkring vores skatteforhold. Vi betaler skat efter de gældende lovgivninger i de lande, vi opererer i, og vores organisationsstruktur er udelukkende drevet af kommercielle interesser,” siger Head of Tax i NKT, Hans Peter Christensen.
Det udgangspunkt for NKT manifesterer sig dog endnu ikke i mere konkrete tiltag om land-for-land rapportering eller aktiv dialog med stakeholders. Men NKT er åbne for nye samarbejder på skatteområdet.
vi er åbne for at indgå i samarbejder på skatteområdet
”Vi er repræsenteret i Dansk Industris skatteudvalg og skattepanel. Derudover har vi på nuværende tidspunkt ikke igangsat særlige initiativer, men vi er åbne for at indgå i samarbejder på skatteområdet,” siger Hans Peter Christensen.
Langt de fleste selskaber i top 100 scorer samme antal point som sidste år. For langt de fleste selskaber er skattespørgsmålet dermed status quo.
Det gælder dog ikke Rockwool International, Telia, DSV, Per Aarsleff, Danske Spil, Salling Group og Bygma Gruppen, der alle går to point frem. Hos Rockwool er skatteforhold nu indskrevet i CSR rapporten som en af virksomedens væsentlige påvirkninger (material impacts). Rockwool går frem på målepunkterne 1 og 5 – henholdsvis ”Governance” og ”dialog med stakeholders.”
I gruppen, der går et point frem, Dansk Shell, Equinor, Sydbank og Saxo Bank.
A.P. Møller – Mærsk, TDC, Rambøll Gruppen, Novozymes, FLSmidth & Co., Falck, Solar, Haldor Topsøe, Tican, MT Højgaard, Cowi, KMD går tilbage i årets rating.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.