ATP ejer aktier for mere end 1,5 milliarder kroner i globale selskaber, der enten ejer atomkraftværker eller leverer ydelser til atomindustrien. Danskerne tvinges via ATP-loven dermed til at spare op i aktiver, der strider mod Danmarks officielle holdning om, at energiplanlægning skal ske uden atomkraft. I kraft af den tætte forbindelse mellem den danske stat og ATP burde tydelige retningslinjer for investering i atomindustrien og andre kontroversielle områder formuleres, mener tidligere chef for ansvarlighed i den finansielle sektor.
Den 12. februar 1985 besluttede det danske folketing, at Danmarks energibehov fremadrettet planlægges uden atomkraft. Beslutningen gælder stadigvæk. I ATP’s investeringsportefølje flyder det med aktier i selskaber, der både bygger, driver og ejer atomkræftværker. ATP har investeret for mere end 1,5 mia. kr. fordelt på 17 selskaber, som er involveret i atomkraftindustrien.
Danmarks officielle holdning er, med hjemmel i folketingets lovbeslutning fra 1985 , at atomkraft ikke inddrages i løsninger på fremtidens energiplanlægning. Loven gælder i sagens natur kun for Danmark og blev vedtaget efter et årti med en værdiladet debat for eller imod atomkraft. Debatten kulminerede med en demokratisk beslutning i folketinget om, at Danmark ikke benytter atomkraft til at dække sit energibehov, fordi risikoen for ulykker er for stor.
ATP: Det er vores klare opfattelse, at ATP ikke investerer i strid med dansk politik på området
Lønmodtagermidler investeres i atomkraftindustrien
Samtidig tvinges danske lønmodtagere gennem ATP-loven til at investere pensionsmidler i selskaber fra atomkraftindustrien. Danmark er gennem ATP’s investeringer – og dermed de danske lønmodtageres penge – altså direkte med til at fremme atomkraft som energikilde flere steder i verden. Det er stik imod både Danmarks officielle politiske holdning og også den ofte fortalte grønne fortælling om, at vedvarende energikilder – og netop IKKE atomkraft – er driverne af fremtidens low-carbon økonomi.
”Det pudsige er, at udviklingen indenfor atomkraft går ret hurtigt mod mindre reaktorer og genbrug af affald, hvorfor man fra et CO2 udgangspunkt måske burde kigge i den retning. Måske! Men det er op til regeringen at udstikke retningslinjer og præcisere, hvad den danske holdning er. Desværre er regeringer ofte meget modvillige mod at tage stilling, fordi det lige pludselig bliver politisk. Investorerne tror jeg dog ville foretrække klare signaler. Så ved man, hvordan man skal forholde sig,” vurderer Pelle Pedersen, der er tidligere Head of Responsible Investment hos PKA og i dag konsulent inden for Impact investeringer og medlem af det Rådgivende Forum for Bæredygtig Finans under Finans Danmark.
I ATP’s aktieportefølje findes i alt 17 selskaber, som er involveret direkte gennem ejerskab af atomkraftværker eller leverer til atomkraftindustrien. Samlet set udgør investeringerne i selskaberne involveret i atomkraftindustrien en markedsværdi på 1.583,9 mia. danske kroner.
Ingen kommentar fra beskæftigelsesministeren
Beskæftigelsesministeriet oplyser, at Troels Lund Poulsen ikke har nogen kommentar og han henviser til, at det er ATP´s bestyrelse, der beslutter hvordan ATP investerer. Troels Lund Poulsen ønsker altså ikke at forholde sig til spørgsmålet.
ATP skriver kort i mail til Økonomisk Ugebrev ”Det er vores klare opfattelse, at ATP ikke investerer i strid med dansk politik på området.”
ATP’s aktieportefølje har en stor overvægt i japanske aktier, der udgør over 20 procent af den samlede aktieporteføljes markedsværdi. Og det er blandt især de japanske investeringer ATP er eksponeret mod atomkraftindustrien. ATP ejer blandt andet aktier for 113 mio. kr. i Tokyo Electric Power Co., der har tre atomkraftværker kørende, og bl.a. også ejer Fukushima-værket, som i 2011 var udsat for en af de største kernekraftulykker nogensinde. En ulykke, som havde uoverskuelige konsekvenser for såvel økonomien som for miljø og mennesker. Hovedargumentet i 1985 for at udelade atomkraft i Danmarks energistrategi var netop risikoen for ulykker.
Diskussionen om atomkraft er på bagsiden af debatten om klimaforandringer blusset op igen, idet atomkraft ret hurtigt vil kunne reducere verdens CO2 udslip og sikre, at målsætningerne i Parisaftalen vil kunne efterleves. Men om ATP’s investeringer skal læses ind i en aktivistisk agenda for fremme af atomkraften og en ophævelse af Danmarks officielle holdning til atomkraft er nok tvivlsomt.
”Jeg mener som udgangspunkt ikke, at det er problematisk at investere i atomkraft. Men det er et kontroversielt område som ATP bør være åbne omkring, fordi ATP er alle danskeres pensionsselskab. Jeg har svært ved at se, at ATP tager tilstrækkeligt ansvar for dialogen om etik og investeringer. Mig bekendt har de ikke taget stilling til andet end klyngebomber og landminer. Begge områder, der er strider mod konventioner og er ret lige til. Men hvad med dårlige arbejdsforhold? Hvad med kul og hvad med investeringer i konfliktområder? ATP har større ansvar end andre for at afdække etiske dilemmaer,” vurderer Claus Strue Frederiksen, der er ph.d. i filosofi og ekspert i CSR fra Københavns Universitet.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her