Virksomheder, der markedsfører deres produkter som klimavenlige uden tilstrækkelig dokumentation, risikerer at blive hevet i retten. Så klart er budskabet fra Frederik Roland Sandby, sekretariatsleder for Klimabevægelsen i Danmark. Danish Crown er som den første danske virksomhed blevet sagsøgt af de grønne aktivister. Men den danske slagterigigant bliver næppe den sidste. Klimabevægelsen har både Arla og PFA’s grønne kampagner i kikkerten.
For omkring et år siden blev Klimabevægelsen i Danmark opmærksom på en ny måde at drive klimakamp på – at sagsøge virksomheder for brud på markedsføringsloven, hvis de markedsfører deres produkter med udokumenterede klimaanprisninger.
Det har tidligere været fremme, at Danish Crown som første danske virksomhed har fået Klimabevægelsens nye strategi at føle. Tidligere på året sagsøgte Klimabevægelsen sammen med Dansk Vegetarisk Forening Danish Crown for at anvende udsagnene ”Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror” og ”klimakontrolleret gris” i en af deres kampagner (se stævningen her).
”Grøntvaskning skal ikke bare være en gratis omgang. Hvis man kalder noget grønt og klimavenligt, som ikke er det, så skal det have konsekvenser, ” siger Frederik Roland Sandby, sekretariatsleder i Klimabevægelsen og tilføjer:
”Store danske virksomheder som Arla og Danish Crown bliver ikke afskrækket af at få en administrativ bøde på 10.000 kroner af Forbrugerombudsmanden for brud på markedsføringsloven. Men at blive slæbt i retten med krav om at skulle indrykke store annoncer, hvor de erkender deres fejl, det vil de fleste virksomheder gerne undgå.”
Inspirationen stammer fra udlandet, hvor aktivister har stævnet store selskaber for krænkelse af menneskerettigheder eller anden uansvarlig adfærd. Mest kendt er nok sagen mod Shell, hvor en række miljø- og menneskeretsorganisationer havde lagt sag an mod energigiganten for ikke at leve op til sine forpligtelser om at nedbringe CO2-udledninger i atmosfæren. En distriktsdomstol i Holland dømte efterfølgende Shell til at reducere sine udledninger med 45 procent i 2030.
”Når vi samler 50.000 mennesker til demonstration, så viser det folkelig opbakning. Og det er vigtigt. Men med retssagerne udfordrer vi virksomhederne på deres banehalvdel. De kan ikke bare trække på skulderne og sige: flot arrangement. Når vi stævner dem, bliver de nødt til at tage os alvorligt. Søgsmål er et virkelig kraftfuldt våben, og vi har lært meget af denne sag,” siger Frederik Roland Sandby og understreger, at Danish Crown næppe er den sidste danske virksomhed, som Klimabevægelsen eller andre grønne aktivister hiver i retten.
”Vi har både Arlas kampagne om CO2-neutral mælk og PFA’s Klima Plus produkt i kikkerten. PFA’s reklamefilmen med de røde balloner er rørende, men omhandler en portefølje med masser af kritisable investeringer. Men man skal selvfølgelig ikke kalde et pensionsprodukt klimavenligt, hvis det indeholder investeringer i fossil energi eller andre klimaskadelige virksomheder. Og for Arlas vedkommende, så forekommer kampagnen om den CO2-neutrale mælk umiddelbart vildledende, fordi den postulerede CO2-neutralitet hovedsageligt opnås via køb af tvivlsomme klimakreditter,” siger Frederik Roland Sandby.
Stævningen og den efterfølgende omtale af sagen har betydet, at ingen danske supermarkeder for nuværende forhandler kødpakker fra Danish Crown med det pågældende mærkat – hvilket umiddelbart må siges at være en kæmpe sejr for de grønne aktivister. Vil danske supermarkedskæder fremadrettet nægte at forhandle produkter med tvivlsomme grønne anprisninger?
Noget tyder på, at det ikke er tilfældet. Økonomisk Ugebrev har spurgt Coop, hvorfor de takkede nej til at forhandle kødpakker med mærket ’klimakontrolleret gris’.
”Danish Crown kom til os i sommeren 2020 og viste os kampagnematerialet. Allerede der sagde vi, at vi ikke ønskede mærkatet med den klimakontrollerede gris som en del af vores egne produkter. Husk på, en stor del af det kød, vi sælger fra Danish Crown, sælges under Coops eget varemærke. Men vi ønskede ikke at stå på mål for det pågældende klimamærkat,” siger Thomas Roland, CSR-chef i Coop Danmark og tilføjer:
”Vi sælger masser af produkter, der markedsføres som grønne og klimavenlige. Eksempelvis sælger vi Knorr-produkter, der hævdes at indeholde bæredygtige grøntsager. Hvad bæredygtige grøntsager egentlig er, er noget uklart for mig. Og vi ville formentlig aldrig bruge samme anprisninger på produkter under vores egne varemærker. Så sagen med Danish Crown handler for os først og fremmest om, at vi ikke ønsker at sælge det under Coops eget varemærke. Det handlede ikke så meget om, at Danish Crowns kampagne er værre eller bedre end så mange andres.”
Økonomisk Ugebrev har også været i kontakt med Danish Crown og spurgt, om sagen har haft nogle omkostninger for virksomheden.
”Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at konceptet ikke kan fortsætte. Men vi har ikke tænkt os at stoppe med at fortælle om vores klimaindsats. For os er det vigtigt at skabe en forbindelse mellem forbrugeren og de landmænd, der arbejder seriøst med klima. Og med hensyn til salget, så er det præcist det samme som før. Vi sælger stadig produktet, bare uden mærket,” siger Astrid Gade Nielsen, Kommunikationsdirektør i Danish Crown.
Hvilke overvejelser har I gjort jer forbindelse med denne sag?
”Vi indså med det samme, at vi bliver nødt til at tage retssagen. Vi har brug for at få slået fast, at virksomheder har ret til at klimakommunikere om deres produkter. Vi og vores landmænd arbejder seriøst med at nedbringe CO2-aftrykket for vores produkter og det skal vi naturligvis have lov til at kommunikere om. Så vi tager den her for holdet,” siger Astrid Gade Nielsen og uddyber:
”Vi vil gerne gå forrest og vise vejen, men derved bevæger vi os også ud i ukendt terræn, hvor det kan være vanskeligt at sætte foden ned præcist det rigtige sted. Derfor er det vigtigt med en diskussion af, hvordan virksomheder som vores kan og bør klimakommunikere. Og den dialog tager vi gerne. Men i forhold til den konkrete sag, er vi helt sikre på, at vi er inden for skiven. Klimakontroleret gris jo er faktisk en meget præcis beskrivelse af produktet, da grisen jo rent faktisk er klimakontroleret.”
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.