Det er år ét for Carlsbergs nye bæredygtighedsstrategi, efter lanceringen i 2017 under navnet Together Towards ZERO. Programmet sigter mod nul CO2-emissionsudledninger i 2030 og de første resultater kan betegnes som ”godt begyndt” med en pæn relativ CO2-reduktion pr. produceret øl og sodavand. Men de faktiske CO2-udledninger stagnerer. Og de positive integrerede ESG-nøgletal har deres primære forklaring i en god økonomisk udvikling, viser gennemgang.
Carlsberg søsatte i 2017 sin bæredygtige strategi Together Towards ZERO. Carlsberg har med strategien blandt andet fastsat et mål om, at selskabets bryggerier skal udlede nul CO2-emissioner i 2030. Regnskabsåret 2018 var således år ét efter lanceringen af de nye målsætninger, der skal indfries om blot elleve år. Det har givet Carlsberg global anerkendelse for sine store ambitioner.
Carlsberg er i sit første Together Towards ZERO-rapporteringssår kommet pænt fra start med at nå målet om ingen CO2-udledninger fra produktionen. Godt nok er de faktiske CO2-udledninger (scope 1 og 2) for 2018 på helt samme niveau som i 2017, nemlig 786.000 ton CO2 (vores beregning på baggrund af oplyste energimix).
Det er isoleret set ikke særligt imponerende i lyset af, at det kun er faktiske CO2-reduktioner, der tæller for at bidrage til Parisaftalen og modvirke den globale temperaturstigning. Når det alligevel er ”godt begyndt”, skal det ses i lyset af, at Carlsberg siden 2015 allerede har skabt reduktioner, og troværdigt kan undskylde år ét med, at det mange steder uden for Danmark er langt mere besværligt at få adgang til grøn energi.
Vi er tilfredse med at have de-koblet volumen i vækst og CO2-udledning
Ifølge bæredygtighedsdirektør i Carlsberg Group, Simon Boas Hoffmeyer, er resultatet et vidnesbyrd om, at CO2-udledninger nu er afkoblet fra den økonomiske vækst. ”Vi er tilfredse med at have de-koblet volumen i vækst og CO2-udledning,” siger han til Økonomisk Ugebrev.
I selskabets sustainable rapport kan man da også læse, at de relative emissionsudledninger i forhold til produceret hektoliter (100 l) øl og sodavand er faldet med 5 procent. ”Vi lancerede Together Towards ZERO i 2017 og har fra 2017-2018 opnået en fem procent reduktion i relativ CO2-udledning og 20 procent siden 2015, som er vores baseline år. Dette er på linje med vores planer,” siger Simon Boas Hoffmeyer.
ESG-nøgletal i fremgang
Regner man videre, som Økonomisk Ugebrev har gjort, på ESG-baserede nøgletal med hank i omsætning og indtjening ser det også bedre ud end tidligere. Hovedårsagen er dog Carlsbergs stigning i omsætning og i særdeleshed et markant forbedret resultat før skat.
Omsætningsstigningen fra 61,8 mia. kr. i 2017 til 62,5 mia. kr. betyder, at CO2 pr. omsætningskrone falder en anelse. Hvor Carlsberg i 2017 udledte 12,72 tusindetons CO2 pr. omsætningskrone udleder bryggeriet nu ”kun” 12,58 tusindetons CO2 pr. omsætningskrone. Til sammenligning er tallene for de globale konkurrenter Heineken og Anheuser-Busch henholdsvis 9,41 og 13,81 tusindetons CO2 pr. omsætningskrone.
Carlsbergs finansielle resultat viser en stærkt forbedret profit før skat. Det betyder, at nøgletallet ’Return on CO2,’ som viser indtjeningen pr. udledt CO2 ton, er stærkt forbedret. I 2017 tjente Carlsberg 4,47 millioner kr. pr. tusindetons CO2 udledt i atmosfæren. I 2018 formår Carlsberg at skabe 10,83 mio. kr. i profit pr. tusindetons CO2 udledt.
Det er dog stadigvæk et stykke fra Heineken, der skaber 12,14 mio. kroner i profit pr. tusindetons CO2 udledt (2017), mens Anheuser-Busch kun formår at tjene 4,4 mio. kroner i indtjening pr. tusindetons CO2 emissioner (2017).
”Vores næste store milepæl er i 2022, hvor vi skal have reduceret vores udledning med 50 procent, for endeligt at ramme nul CO2 udledning i 2030 på vores bryggerier. Vi er kommet godt på vej på vores rejse, men der er stadig rigtigt meget arbejde foran os,” siger Simon Boas Hoffmeyer.
ESG-ratingbureauerne har generelt taget pænt imod Carlsbergs Together Towards ZERO strategi. De har senest løftet deres ESG-vurderinger af selskabet. I kategorien ’Energy & Climate Change’, der er en delkategori i ratingsportalen CSRHUB’s vurderinger, tildeles Carlsberg scoren 62 i seneste opdaterede 2018 data – mod en score på 58 pr. 1. december 2017. Samlet er det med til at placerer Carlsberg i 85 percentilen – altså blandt de 15 procent bedste ESG-ratede selskaber i verden.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.