Thomas Borgen bestod, men langt fra med bravour, duellen mod en hvidvask-sulten Rune Lykkeberg på Heartland Festivalens såkaldte ”talks” den 1. juni. Tilhørende fik dog ikke andre oplysninger end dem, de i forvejen kunne læse i Finanstilsynets redegørelse. Borgen viste sig at være en god repræsentant for Danske Bank – mest fordi han ikke interesserer sig for eller formår at tale om det personlige ledelsesansvar og hvad det betyder for ham, skriver redaktør Joachim Kattrup i denne anmeldelse af Thomas Borgens “Talk” på Heartland Festivalen.
Anmeldelse: Informations chefredaktør Rune Lykkeberg havde bestemt ikke fløjlshandskerne på, da han på Heartland Festivalens scene ”Talks” duellerede med Danske Banks topchef Thomas Borgen. Lykkeberg insisterede på at vide hvor Thomas Borgen, der i øvrigt – tilføjede Lykkeberg – tjener 50.000 kroner om dagen, har sin legitimitet som repræ-sentant for den finansielle sektor, når nu Finanstilsynet i hvidvaskningssagen har påtalt ”alvorlige svagheder i bankens governance” (side 17 i Finanstilsynets redegørelse om hvidvasksagen), og at ”direktionen ikke i tilstrækkelig grad har varetaget sit ansvar” (side 9).
Lykkeberg fortsatte, og holdt et fast solidt og troværdigt journalistisk indigneret greb i Thomas Borgen, der dog aldrig rigtig kvitterede overfor de mange fremmødte med nye svar, flere nuancer eller dybere perspektiver, som de ikke allerede kunne finde i Finanstilsynets redegørelse.
Rune Lykkeberg undrede sig også over, hvorfor et andet direktionsmedlem, Lars Mørch, måtte betale prisen i kølvandet på skandalen, når nu Thomas Borgen ikke skulle. Thomas Borgen svarede, at bestyrelsen og Borgen var blevet enige om, at Borgen var den rette mand til at gennemleve kriseforløbet og få Danske Bank intakt ud på den anden side. Men også, at han ville være den første til at trække sig, hvis der fandtes en bedre løsning.
Lykkeberg fortsatte ufortrødent jagten med spørgsmål om, hvorfor Danske Banks ledelse med dokumenteret kendskab til både den meget høje indtjening som forretningen i Estland indbragte, og til at den ”estiske filial i vidt omfang kontrollerede sig selv” (side 4), ikke handlede hurtigere og mere massivt.
Svaret fra Borgen var, at den estiske afdeling kun repræsenterede under 0,5 procent af koncernens samlede omsætning og derfor ikke fik den prioritering, som den naturligvis i bagklogskabens klare lys skulle have haft. Borgen afviste, at den massive pressedækning havde spillet en afgørende rolle for, at en tilbundsgående intern undersøgelse først lang tid senere blev iværksat.
”Det er min største opgave,” forsikrede han, ”at noget lignende ikke kommer til at ske i fremtiden.”
Lykkeberg var dog ikke tilfreds, selvom han nok heller ikke forventede, at Borgen ville trække sig fra topjobbet under samtalen. Lykkeberg løftede det sidste spørgsmål om hvidvasksagen op på et mere principielt niveau. ”Er der på noget tidspunkt i Danske Bank blevet taget beslutninger, der bevidst kompromitterer bankens etiske retningslinjer?” Her reagerede Borgen skarpt, og vendte for første gang blikket mod salen. Han gjorde det tydeligt, at efter hans opfattelse er der aldrig i bankens historie blevet ledelsesmæssigt styret efter mål, der tilsidesætter gældende retningslinjer eller på anden bevidst har kunnet stille Danske Bank eller den finansielle sektor i et dårligt lys. Tilhørerne havde svært ved at finde fælles grimasse i netop det øjeblik.
Borgen leverede for så vidt en udmærket præstation, men han svarede kun i første person, når han skulle forklare, hvordan han oplever den estiske storm, han fortsat har bestyrelsens opbakning til at ride af. ”Jeg kan lære noget af det her…”. ”Jeg har da filosoferet over, hvordan det kunne ske…”. og ”jeg er villig til at trække mig, hvis der findes en bedre løsning…”.
Når ansvarsplacering, ledelsesetik og moral blev fixpunktet for samtalen skiftede Borgen, intuitivt og ubevidst efter undertegnedes vurdering, over i tredjeperson og talte på bankens vegne. ”Vi havde ingen indikationer på…”. ”Vi skulle have reageret hurtigere…”. Og ”Da vi opdagede det…”. Ledelsesansvar hverken ville, kunne eller formåede Thomas Borgen at tale personligt om.
Til gengæld forsvarede han ihærdigt banken, hvor taktikken forrest i frontlinjen tilsyneladende er at holde fast i en mand, der gerne vil udvikle sig og tillære, hvordan man håndterer og gennemlever skandaler. Og det gør Borgen ganske godt, måske især fordi han ikke interesserer sig for det personlige ansvar, og hvad det egentlig er for en størrelse.
