Selvom der er meget store forskelle i kvalitet mellem de bedste og de dårligste til CSR rapportering blandt de 100 største børsnoterede selskaber i Danmark, så rapporterer næsten 80 procent af selskaberne om deres væsentligste ESG risici og forretningsmuligheder med samfundsansvar.
Årsregnskabslovens §99a, stk. 2, der blev vedtaget med virkning fra regnskabsåret 2016, om ”oplysning om væsentligste risici”, har tilsyneladende virket mere end særdeles godt som inspiration for hovedparten af de største børsnoterede virksomheder i deres arbejde med udvikling af CSR-rapportering. Alene betragtet på denne parameter rapporterer næsten 80 procent af top 100 børsnoterede virksomheder – på et eller andet kvalitetsniveau – nu om samfundsansvarlige risici og forretningsmuligheder.
Årsregnskabslovens §99a åbner for at undlade rapportering om politikker for samfundsansvar – herunder også om sammenhænge til risici og forretningsmodel – og i stedet forklare, hvorfor virksomheden ikke foretager sig noget. (følg eller forklar-princip, Red.). Men det er kun 13 ud af 100 selskaber, der slet ikke tildeles nogen point i Økonomisk Ugebrev Ledelses årlige Top 100 Rating af CSR rapportering, og 79 procent, der i mere eller mindre grad helt konkret kobler ESG risici til forretningsmodellen.
66 procent får desuden point for henholdsvis at oplyse om selskabets væsentligste stakeholders i forhold til samfundsansvar, og rapportere om de støtter op om de vigtige internationale konventioner, normer og guidelines, som årsregnskabsloven også anbefaler.
Årsregnskabslovens §99a om samfundsansvar har med andre ord antageligt blandt børsnoterede hævet det generelle bundniveau for CSR-rapportering, selvom hverken oplysninger om væsentligste risici og opbakning til internationale normer alene kan definere en egentlig proaktiv tilgang til forretningsdrevet CSR.
Målepunkterne 5 og 8, om henholdsvis CSR/ESG uddannelse og træning af medarbejdere og integration af Verdensmål, indikerer i den sammenhæng mere om selskabet har en strategisk og innovativ forretningsdrevet proaktiv tilgang til samfundsansvar. Målepunkt 5 og 8 viser henholdsvis om CSR implementeres og i talesættes i organisationen, og om virksomheden relaterer sit virke i en større ansvarlig global sammenhæng.
Der er i Danmark ingen lovkrav om, at CSR-regnskaber skal revideres af ekstern tredjepart. Kun 16 af de 100 selskaber har forsynet CSR-rapporten med en revisionserklæring – herunder et enkelt small cap selskab. Nemlig Egetæpper, der er kendt for et meget højt CSR-niveau.