DR og dagblade skyder sig selv i foden med dokumentar

I en af Olsen Banden-filmene er udgangspunktet, at Egon under sin seneste fængsling har lært hele DSB’s køreplan udenad. For at dét skulle være troværdigt som plot, måtte man på en eller anden måde bortforklare de mange forsinkede tog i den virkelige verden. Det fiksede filmskaberne og Balling og Bahs ved, at hver gang den ekstreme punktlighed blev omtalt, var det til sarkastisk, sød underlægningsmusik.

Vidste man ikke bedre, ville man tro, at DR havde gang i noget tilsvarende i dokumentaren Ryd forsiden , om arbejdet på tre dagblade. Det er fra start til slut en fortælling om, hvordan flittige og engagerede journalister afslører magthavere og bringer vigtige historier til torvs. Sådan foregår det heldigvis også engang imellem. Men enhver, som har åbnet et medie, ved, at der også er mange skæverter og ligegyldige historier iblandt.

Sagen er, at selv om objektivitet er et journalistisk ideal, er det subjektive element det bærende i langt de fleste historier: Journalisten og redaktøren må vurdere, hvilke historier der er vigtige, hvilke historier der interesserer læserne, hvilke kilder, der er kvalificerede og så videre. Dermed kommer resultatet til at afspejle gradbøjelige, menneskelige egenskaber såsom viljestyrke, flid, intelligens, moral og dømmekraft. Læg oven i det, at medierne er under pres fra faldende indtægter fra både abonnementer og annoncer.

Men i DR’s beskrivelse er alt rosenrødt og med konstant underlægningsmuzak. Enhver mislyd, som seeren kunne tænkes at opfatte, bliver straks bortforklaret. Der er heller ikke et eneste eksempel på redaktionsmøder, hvor man hudfletter hinandens elendige historier. Enten har DR ikke fået adgang til disse diskussioner, eller også har man valgt ikke at bringe dem. Der er heller ingen kritiske, eller bare uddybende, spørgsmål til Berlingskes ansvarende chefredaktør Tom Jensen, da han siger, at avisen er borgerlig, men at journalistikken ikke er det. Kollegaen på Information, Rune Lykkeberg, er omvendt klar i mælet og lægger ikke skjul på avisens politiske bias, men så savner man til gengæld et spørgsmål om, hvilken effekt han f.eks. mener det har på dækningen af sommerens valgkamp, at avisen mente at kende det rette facit på klimadebatten.

Der er heller intet fokus på de udfordringer, der kommer udefra. Mens dokumentaren blev optaget, blev Radio 24Syv de facto slagtet, og det må have gjort indtryk på de

medvirkende mediechefer, der ligesom den nu hedengangne radiostation er helt afhængige af statsstøtte. DR har ikke fundet det værd at spørge til det. Man hører heller ikke om, hvordan de seneste årtiers regeringer skridt for skridt har isoleret sig bag et lag af kommunikationsrådgivere og spindoktorer, der reelt har afskåret samtalen med medierne.

Over de tre stive timer, dokumentaren varer, bliver det hele ikke bare barokt, men også kedeligt. DR og de deltagende dagblade (det tredje er JyskeVestkysen) stod med en gylden mulighed for at vise danskerne, hvilke forhold vi i medierne arbejder under, og dermed hvorfor der løbende er dårlige og/eller ligegyldige historier, og hvorfor dén pris er værd at betale for de gode og vigtige historier, der heldigvis også er. Men den chance blev forspildt, og i stedet blev tegnet et skønmaleri, som ingen kan tro på. Man prøvede at dokumentere klicheen om den opofrende journalist. Man endte med i stedet af bekræfte klicheen om de utroværdige medier.

ET FARVEL TIL VISMÆNDENE
Seks danske universiteter uddanner økonomer, og det kunne være spændende, hvis de løbende kom med konjunkturvurderinger. Det ville gavne debatten, og hen ad vejen ville man kunne vurdere, hvem af dem der var dygtigst. Men i Danmark fører en akademisk karriere inden for økonomi frem til noget andet: Et medlemskab af Det Økonomiske Råds formandskab. Lige nu er denne 57-årige institution dog truet på livet, skriver Frede Vestergaard, der i mange år var journalist på Weekendavisen, i en kommentar i Berlingske. Det er med henvisning til, at så mange medarbejdere har sagt op i forbindelse med udflytningen til Horsens, at forårets store rapport har måttet aflyses. Dagen efter forlod to af de tre ”vismænd” rådet, hvilket redaktør Thomas Bernt Henriksen beklagede i en ny kommentar .

Men hvor stor er ulykken? Rådet er oprettet i en tid, hvor staten var alene om at udsende samfundsøkonomiske analyser, og hvor disse også var ganske primitive. I dag er det ikke til at sparke sig frem for input til den økonomiske debat, og den eneste grund til at opretholde institutionen har reelt været, at den nu engang havde samlet et sekretariat af dygtige økonomer. Men hvis dét også er spredt for alle vinde – herregud, så lad dog rådet få en tidlig pensionering. Det kan lige nu det, før det bliver Arnes tur.

Sten Thorup Kristensen