Seneste eksempel på, at der nu for alvor begynder at ske noget i positioneringsspillet om den fremtidige struktur i den danske banksektor, er Sparekassen Sjælland-Fyns opkøb i Lollands Bank. Efter to store handler den 10. februar ramte sparekassen en ejerandel på knap 10 pct., og de købte aktieposter blev handlet til kurs 430, mod den aktuelle børskurs på 340. Økonomisk Ugebrev kridter banen op.
På dagen blev det handlet to store poster på henholdsvis 12.000 og 80.000 aktier, men kun den første post blev indberettet til fondsbørsen. Sparekassens direktør Lars Bolding bekræfter, at også den anden post er handlet til kurs 430. I en pressemeddelelse fra sparekassen hedder det:
”Sparekassen har overvejet at etablere aktiviteter på Lolland-Falster, men analyser har vist, at en veldrevet Lollands Bank A/S med en direktion og bestyrelse der har fokus på lokalområdet, er bedst til at drive pengeinstitut på Lolland-Falster. Aktieopkøbet betyder samtidig, at Sparekassen Sjælland-Fyn A/S ikke for nærværende kommer til at etablere filialer på Lolland-Falster, men dog fortsat betragter denne egn som en del af vores markedsområde.”
SKAL SØGE TILLADELSE
Økonomisk Ugebrev har stillet nogle uddybende spørgsmål til sparekassens ledelse, der blot henviser til pressemeddelelsen og bl.a. ikke giver svar på, om man har søgt Finanstilsynets tilladelse til at øge ejerandelen. Velkendt er det, at tilsynet skal sige ok til, at ejerandelen i Lollands Bank øges til over 10 pct.
En stribe brancheeksperter vurderer, at sparekassen på sigt har til hensigt at overtage Lollands Bank. Kommer ejerandelen over 20 pct., kan sparekassen samtidig konsolidere kapitalandelen i Lollands Bank ind i sit regnskab til indre værdi, som aktuelt er over kurs 500. Alt andet lige kan sparekassen altså betale op til indre værdi på overkurs 500, uden at skulle nedskrive værdier i regnskabet.
Spørgsmålet er, om mulighederne for en overtagelse er bedre i dag end for halvandet år siden, hvor en aktionærgruppe forsøgte at presse bankens ledelse til at arbejde for et salg. Banken er nemlig ikke underlagt begrænsninger i stemme- eller ejerret, som mange andre
provinsbanker. Ved den ekstraordinære generalforsamling den 27. november 2018 ønskede en aktionærgruppe, bestående af professionelle investorer, at bankens ledelse skulle iværksætte en salgsproces. Gruppen blev nedstemt med et brag. Ca. 14 pct af aktiekapitalen, fordelt på 41 aktionærer stemte for. 2543 aktionærer stemte Imod. Med andre ord: Den lokale opbakning vandt. Men er styrkeforholdet i mellemtiden ændret? Den kritiske aktionærgruppe bestod i efteråret 2018 af fem aktionærgrupper, blandt andet NK Invest (Nikolaj Dines Kærgaard), MH Investment (Michael Hove), Formue Nord og Jean Marcel Dühring. Flere af disse aktionærer har siden hen solgt deres aktier. Siden efteråret 2018 er der via fondsbørsen handlet eller indberettet ca. 10 pct. af bankens aktiekapital til en gennemsnitspris omkring 320. Efter det oplyste har Fundamental Invests Michael Voss forvaltet en række private depoter med større aktieposter i Lollands Bank, som dog nu stort set skulle være solgt, muligvis til Sparekassen Sjælland-Fyn.
STORE POSTER I SPIL
Flere store aktionær i Lollands Bank har også holdt fast i deres aktier. Bl.a. ejer Torben Hjort Friderichsen og Thomas Hjort Winther lidt over 10 pct. gennem deres selskab AKJ A/S. Herfra lyder meldingen, at aktieposten umiddelbart ikke er til salg. Storinvestor Heine Delping, der ejer 3 pct. af aktierne, oplyser til Økonomisk Ugebrev, at han heller ikke umiddelbart er indstillet på at sælge, men at han måske vil være positiv over for en sammenlægning med andre banker.
Foreløbig er bundlinjen, at Sparekassen Sjælland-Fyn tilsyneladende er indstillet på at betale tæt på kurs/indre værdi for aktieopkøb i Lollands Bank, og det må alt andet lige ventes at lokke flere store aktionærer på banen. Dermed synes der også at være betydeligt bedre muligheder for en senere overtagelse af Lollands Bank end ved det mislykkede forsøg for halvandet år siden.
Fra Lollands Bank siger bestyrelsesformand Preben Pedersen: ”Vi har fået at vide, at de (Sparekassen Sjælland-Fyn, red.) alene har foretaget en finansiel investering, så det er det, vi forholder os til. Vi har ikke en holdning til, hvad vi vil gøre, hvis vi får et købstilbud på eksempelvis 430. På den lange bane ved vi ikke, om vi kommer i en situation, hvor det vil være fornuftigt at opgive selvstændigheden og gå ind i en større enhed.”
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her