Aktieanalytikerne er for alvor begyndt at se kritisk på udsigterne for de danske børsnoterede cykliske selskaber, som er blevet udsat for store nedjusteringer. Økonomisk Ugebrev bringer her en opdateret oversigt over analytikernes ændrede estimater de seneste fire og tolv uger for 50 danske selskaber. Halvdelen af dem har fået skåret mere end 10 pct. af de tidligere estimater for eps-overskud.
Ikke overraskende ser danske og internationale aktieanalytikere nu helt anderledes på verden – og udviklingen i de børsnoterede selskabers overskud – end for tre måneder siden. Nedjusteringerne rammer fortsat negativt ind på de såkaldte konsensus-estimater, som udgør et gennemsnit af de enkelte analytikeres skøn. Og de er som regel ganske længe om at ændre sig, da analytikerne opjusterer deres estimater drypvist hen ad vejen.
Over de seneste tre måneder har halvdelen af de undersøgte selskaber fået beskåret det forventede overskud i år med mere end 10 pct., og kun ganske få selskaber har oplevet egentlige opjusteringer fra analytikerne. Se skemaet på næste side. Det drejer sig om Ambu (se også artikel om Ambu på side 08), RTX, Bavarian, Matas og NKT, hvor de to sidstnævnte må opfattes som positive overraskelser. Matas, fordi kædens forretninger har måtte holde lukket, og NKT, fordi der er tale om en meget cyklisk aktie, som dog kan blive begunstiget af øgede infrastrukturinvesteringer.
ENDNU EN BET TIL B&O
Hovedreglen har været massive nedjusteringer fra analytikernes side, og det er næppe en overraskelse, at cykliske, konjunkturfølsomme selskaber er hårdest ramte. Største nedjustering står Bang & Olufsen for, men det skyldes både midlertidig lukning af salgssteder, mindre forbrugerfokus på indkøb af varige forbrugsgoder og det forhold, at selskabet i forvejen er inde i en svær periode med forsinkelser af produktlanceringer, som netop dette forår skulle genløfte selskabet.
Andre selskaber, som har været gennem en kritisk evaluering hos analytikerne, er A.P. Møller – Mærsk (med en nedjustering på 63 pct.), DFDS (minus 38 pct.), Nilfisk (minus 39 pct.), DS Norden (minus 31 pct.) og FLSmidth (minus 15 pct.). Også de finansielle selskaber har over en bred kam oplevet analytikernes nedskæringer: Værst er det gået ud over Jyske Bank med en nedjustering på 27 pct. af det forventede overskud per aktie (eps). Herefter følger Sydbank og Danske Bank med nedjusteringer på henholdsvis 22 pct. og 21 pct. For Danske Bank stemmer estimaterne dog ikke overens med de data, som Danske Bank selv har indhentet fra analytikerne, og som er mere opdaterede og derfor mere aktuelle. Her er er snarere tale om mere end halvering af det forventede overskud i år, som det fremgår af artiklen om Danske Banks kommende kvartalsregnskab på side 11.
Også Topdanmark, Tryg og Ringkjøbing Landbobank er sat markant ned i analytikernes overskudsestimater for i år. Umiddelbart er det overraskende, at flere af de mere stabile aktier i mindre konjunkturfølsomme brancher også er blevet sat ned af analytikerne. I denne gruppe hø-rer bl.a. SP Group, Columbus, GN Store Nord og Demant.
GOODWILL KAN SPILLE IND
Flertallet af disse selskaber er dog også kendetegnet ved, at de har bogført goodwill svarende til en meget høj andel af egenkapitalen, og dermed ligger der også en indbygget risiko for, at der senere vil komme store nedskrivninger på den bogførte goodwill på grund af lavere lønsomhed i de tilkøbte aktiviteter.
I gruppen af selskaber, som ses at navigere gennem den aktuelle storm, og måske relativt lang økonomiske afmatning, er flertallet defensive, ikke-cykliske selskaber, typisk inden for farma. Analytikerne har således stort set ikke foretaget nedjusteringer i Netcompany, ALK-abello, Lundbeck, Coloplast, Chr. Hansen, Novo Nordisk, Novozymes og Scandinavian Tobacco Group.
I gruppen af selskaber, som ikke er blevet udsat for nævneværdige nedjusteringer, er overraskende også Vestjysk Bank, der antageligt begunstiges af en solid økonomisk udvikling for landbruget, samt en meget stor hensættelseskonto til at imødegå fremtidige udlånstab.
Overraskelser er også, at de to byggematerialeselskaber, Rockwool og H+H International, set gennem analytikernes briller vil navigere flot gennem krisen. Fortsat aktivitet i byggeriet og de milliardstore offentlige hjælpepakker har angiveligt understøttet de to selskabers aktiekurser.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her