Antallet af virksomheder med medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer er faldende, viser ny undersøgelse. Komitéen for god Selskabsledelse opfordrer derfor til en modernisering af tankegangen om medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer. Dansk Metal mener, at bestyrelsesformændene burde være mere aktive, skriver fagredaktør Carsten Steno.
”Der er behov for en modernisering af hele tankegangen omkring medarbejderrepræsentanter i bestyrelserne. I dag er de fleste større danske virksomheder internationale, men det tager eksisterende regelsæt ikke i tilstrækkelig grad højde for. Derfor får virksomhederne ikke altid nok ud af at have medarbejderrepræsentanter i bestyrelserne”. Det mener Lars Frederiksen, formand Formanden for Komitéen for god Selskabsledelse, der rådgiver Erhvervsministeriet.
Hans indspark i debatten kommer samtidig med, at ny forskning viser, at antallet af virksomheder med medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen er faldende.
Siden midten af 70’erne har det været muligt for medarbejdere i virksomheder med mere end 35 ansatte at vælge repræsentanter til virksomhedernes bestyrelser. Men et nyt forskningsprojekt, ”Danske bestyrelser og deres medlemmer”, udarbejdet af elleve fageksperter ved CBS med professor Niels Westergaard Nielsen som redaktør, viser, at kun en fjerdedel af de virksomheder, der lever op til betingelsen, rent faktisk har medarbejderrepræsentanter. Over perioden fra 2000 til 2016 har antallet af virksomheder med medarbejderrepræsentanter været faldende. Komitéen for god Selskabsledelse har netop sendt et udkast til reviderede Anbefalinger for god Selskabsledelse i høring. Det skal gælde fra 2021. Her forholder komitéen sig ikke til de medarbejdervalgte repræsentanter, men konstaterer, ”at der i nogle selskaber kan være behov for at vurdere medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmers rolle i bestyrelsen, samt hvordan man i det enkelte selskab får optimeret værdien af deres deltagelse i bestyrelsens arbejde”.
Bag bemærkningerne ligger der ifølge Lars Frederiksen et ønske om at sætte gang i debatten om de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer. ”Jeg er bestemt positiv overfor medarbejdervalgte medlemmer af bestyrelsen.
Men meget er sket siden aftalerne og lovgrundlaget blev fastlagt i 70’erne. I dag er mange danske virksomheder internationale, men det er kun personer bosiddende i Danmark, der må vælges. Generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer vælges ud fra kompetencer og erfaring, som virksomheder efterspørger. De medarbejdervalgte er ikke underlagt disse kriterier, og de indgår heller ikke altid i de evalueringer, der med jævne mellemrum sker af de enkelte bestyrelsesmedlemmers indsats. Desuden foregår meget bestyrelsesarbejde i større virksomheder i dag på engelsk, og det stiller krav til de personlige kompetencer”, siger Lars Frederiksen til Økonomisk Ugebrev.
Løn og ansvar følges ad
Professor Niels Westergaard-Nielsen peger på, at der kan være flere forhold, der gør, at antallet af virksomheder med medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer har været faldende. ”Medarbejderrepræsentanterne i bestyrelserne er lønnet på lige fod med de generalforsamlingsvalgte, men de bærer også i samme grad ansvaret. I de senere år har der været en række ansvarssager, som måske har gjort medarbejderne mere betænkelige ved at påtage sig bestyrelsesansvar. Desuden er både samarbejdsudvalg og tillidsmandsinstitutionen velforankret i Danmark, og det kan være at medarbejderne derfor foretrækker at påvirke virksomheden ad disse kanaler”, siger Niels Westergaard-Nielsen.
Formanden for Dansk Metal, Claus Jensen, siger, at Dansk Metal arbejder på at få flere medarbejdervalgte bestyrelsesrepræsentanter. CO-Industri har blandt andet en årlig konference for de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, hvor de bliver fodret med den nyeste viden. Desuden holdes regelmæssigt kurser.
”Vi gør en del for både at opfordre medlemmer til at stille op som bestyrelsesmedlemmer og for at hjælpe dem, som bliver valgt til bestyrelserne. Her halter bestyrelsesformændene ofte efter i begge tilfælde. Vi ser alt for sjældent, at virksomhederne selv tager initiativ til at få valgt medarbejdere til A/S bestyrelsen, og at de samtidig gør alt for lidt for at uddanne deres bestyrelsesmedlemmer. Her kunne loven godt trænge til en styrkelse af de medarbejdervalgtes muligheder”, siger Claus Jensen til Økonomisk Ugebrev.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.







