CFO Rating 2020: Mange børsnoterede selskaber har under coronakrisen opgivet at udmelde forventninger til fremtidig omsætning og indtjening. Det møder bred forståelse i aktiemarkedet. Til gengæld efterlyses oplysninger om, hvad selskaberne mere præcist oplever her og nu, viser survey til 35 analytikere og porteføljemanagere.
Under coronakrisen har aktiemarkedet lært et nyt begreb at kende: Suspenderet guidance. Mange børsnoterede virksomheder har trukket deres udmeldte forventninger til 2020 tilbage, uden at erstatte dem med nye.
Selv om langt de fleste virksomheder naturligvis må have gjort sig tanker om, hvor slemme skadevirkningerne kan blive – ellers kunne de jo ikke styre deres likviditet eller produktionsflow – mener langt de fleste porteføljemanagere og aktieanalytikere i store træk, at selskaberne har givet de oplysninger, de i situationen kunne og skulle give. Det fremgår af besvarelserne på survey til Økonomisk Ugebrevs DirektørRating.
SELSKABERNES OBSERVATIONER
Lars Topholm, analysechef i Carnegie, hører til de mere kritiske. Han understreger, at han har fuld forståelse for, at man suspenderer guidance, der ikke længere er relevant, og at det ikke giver mening at tvinge virksomhederne til at gætte sig frem. Til gengæld mener han, at der er andre informationer, som selskaberne i situationen bør give:
”Som børsnoteret selskab skal man tænke på, hvorfor man gav guidance i første omgang: For at hjælpe aktionæ-rerne med at forholde sig til aktiekursen. Det, frygteligt mange selskaber glemmer, når de suspenderer guidance, er at fortælle, hvad deres observationer er her og nu. Pandora er et godt eksempel på et selskab, der gør det rigtige. De går ud og fortæller, hvad runrate var til og med februar, og så hvordan det var i marts og april. De kan heller ikke guide, men som investor får du trods alt nogle målepunkter,” siger Lars Topholm, som også mener, at selskaberne bør give oplysninger omkring udsigterne for likviditeten i 2021.
På fondsbørsen, der holder øje med, at selskaberne overholder deres informationsforpligtelser, er man ikke nået dertil, hvor man sidder utålmodigt og trommer med
fingrene. ”Nej, det gør vi ikke. Jeg kan godt forstå, at selskaberne må holde igen. Men de skal ikke bruge det som en sovepude. Det er jeg også meget overbevist om, at selskaberne er bevidste om. Lige så snart de kan være nogenlunde sikre på deres guidance, skal den også komme ud til markedet,” siger Jakob Kaule, head of surveillance på Nasdaq i København.
Han understreger, at heller ikke det store arbejdspres eller de usædvanlige vilkår, der især herskede lige efter coronakrisens udbrud for to måneder siden, er en gyldig grund til at vente med at sende guidance til markedet.
”Oplysningsforpligtelser gælder, uanset om der er makroøkonomiske forhold, der driver markedet. Man kan måske sige, at det er endnu mere vigtigt, at kommunikationen er tydelig i sådan et marked, som vi haft her i marts. Når vi accepterer suspenderet guidance, er det alene på grund af usikkerheden,” siger Jakob Kaule.
Han bemærker, at selv om nogle danske selskaber er meget hårdt ramt, ligger det samlede marked faktisk kun nogle få procent under status ved årets indgang. Det afspejler bl.a., at health care vejer tungt på den danske fondsbørs. Kigger man ud over landskabet, er der også nogle selskaber, der så småt er begyndt at tale om fremtiden igen. Et godt eksempel er Vestas, der i kvartalsrapporten formelt fastholder suspensionen af sin guidance – efterfulgt af et afsnit, hvor man så alligevel talte om sine forventninger.
Også f.eks. Matas har formelt suspenderet sin guidance, men alligevel udmeldt et spænd for forventet top- og bundlinje i indeværende regnskabsår, idet selskabet har regnet på forskellige scenarier. Den model bakker både Lars Topholm og Jakob Kaule op om.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her