Pres på Nationalbanken for mur af tavshed om guldet

Nationalbanken er tavs, når det gælder den danske guldbeholdning til en værdi af 22 mia. kr. Spørgsmålet er, hvor længe denne utidssvarende attitude holder. Andre vestlige landes centralbanker har tidligere anlagt nøjagtig samme hemmelighedskræmmeri. Men de blev én for én tvunget til at være langt mere åbne, skriver journalist Henrik Denta.

Nationalbanken gennemførte for to-tre år siden angiveligt en stikprøvekontrol af sine 66,5 tons guld, som ligger hos Bank of England i London. Som beskrevet i forrige udgave af Økonomisk Ugebrev har vi forsøgt at få udleveret den inspektionsredegørelse, som skulle foreligge, men uden held. Redegørelsen er ikke omfattet af Lov om Offentlighed i Forvaltningen, mente Nationalbanken.

Guldbeholdningen ligger angiveligt fortsat i London, men nu uden for EU, da briterne har meldt sig ud. Hvorvidt det har nogen som helst betydning for guldet, for sikkerheden, for Nationalbanken eller for Danmarks ønsker – det vil Nationalbanken heller ikke at svare på.

Dermed er sagen lukket for Nationalbankens vedkommende. Men det behøver den ikke nødvendigvis at være. Det viser historien fra resten af Europa.

BANKHEMMELIGHED SLÆKKET
Schweiz er nok det land i Europa, hvor guld historisk har spillet den største rolle. Og den velkendte schweiziske bankhemmelighed gjaldt især også den schweiziske nationalbank, der traditionen tro hverken ønskede at bekræfte eller benægte oplysninger. Sådan var det accepteret i mange år. Lige indtil 2013.

Her lykkedes det for det radikale højrenationale parti SVP, Swiss People’s Party, at fremtvinge en folkeafstemning om Schweiz’ guldbeholdning. Der skulle blandt andet stemmes om, hvorvidt guldbeholdningen skulle øges, og hvorvidt alt schweizisk guld skulle tages hjem og opbevares i Schweiz. Det tvang for første gang nogensinde SNB, Swiss National Bank, til at udtale sig offentligt om guldet. Og da banken i sagens natur var imod lovforslaget, kastede den sig aktivt i valgkampen.

For første gang fik schweizerne at vide, at faktisk lå 70 pct. af guldbeholdningen allerede i Schweiz, mens 20 pct. lå i England, og de sidste 10 pct. i Canada. Og banken kunne også berette, at den skam havde adgang til at besøge og kontrollere guldet, og at guldbarrerne var nummererede og dermed nemme at identificere.

Afstemningen i 2014 endte med, at lovforslaget faldt. Men i det mindste var schweizerne nu blevet meget klogere på deres store guldbeholdning.

Sådan gik det ikke i Østrig. I 2015 konkluderede statsrevisorerne, at det var alt for risikabelt, at landet havde hele 82 pct. af sin guldbeholdning samlet på et og samme sted, nemlig i Bank of England, lige ved siden af den danske guldbeholdning. Angiveligt har Danmark 100 pct. af sin guldbeholdning i London.

”De nuværende opbevaringsordninger mangler passende foranstaltninger til at reducere denne risiko. Derudover er guldlagerkontrakten med Bank of England for guldopbevaring i udlandet mangelfuld og udelader revisionsforanstaltninger,” skrev revisorerne i deres beretning. Det fik straks konsekvenser. Østrig påbegyndte et fem-årsprogram, der først slutter her i år 2020, med at fordele guldet fra Bank of England, hvor beholdningen bringes ned til 30 pct. Halvdelen af Østrigs guld skal fremover befinde sig i Østrig mens, de sidste 20 pct. skal ligge i Schweiz.

INGEN TYSK KONTROL
For et par år siden afsluttede Tyskland sit program med at hjemtage guld fra USA og Tyskland. I alt hele 743 tons guld kom hjem til Frankfurt. Den officielle forklaring var at det skulle ”opbygge tillid inden for landet og evnen til at udveksle guld til udenlandske valutaer på guldhandelscentre i udlandet inden for kort tid.”

Men også i Tyskland havde landets statsrevisorer tilbage i 2013 været stærkt kritiske over for manglende kontrol med landets guldbeholdning, i USA.

USA havde til opgave at veje og kontrollere guldet, men hvorvidt de rent faktisk gjorde det, var der stor uenighed om. Statsrevisorerne konstaterede, at ingen fra Bundesbank selv havde inspiceret guldbeholdningen i USA siden 1980.

Hvorvidt det samme er tilfældet for Danmark, ved vi ikke. Vi ved heller ikke, om repræsentanter fra Nationalbanken selv har været i London og inspicere guldet, eller om de bare stoler på Bank of England. Faktisk ved vi ikke ret meget. For i Danmark er Nationalbanken tavs om guldet.